Tunghed

Mit hoved er tungt og gør ondt, min mave kramper og den velkendte smerte kryber fra det underste af livmoderen op i maven. Det første er selvskabt af for meget rødvin, og det sidste skyldes de mest spildte 25.000 kr.

Men jeg er ligeglad med pengene. Vi har dem og det er det værd, for at jeg kan vide at vi har gjort alt hvad vi kan.

Vi har aftalt en samtale med klinikken i dag. Vi kan ikke komme ind til den læge vi havde den første samtale med, men jeg tog ham som jeg syntes bedst til at forklare ting. Håber de kan give mig håbet tilbage, for lige nu er det noget flosset.

Skal finde ud af om vi skal i gang med endnu en ægudtagning eller om vi går på fryseæggene i denne omgang.

Imens jeg venter kæmper jeg mod tungheden der besjæler min krop og mit hoved.

Grædekoneøjne

Jeg har tudet og snøfter stadig stille.

Det er så uretfærdigt synes jeg. Jeg skælder på min krop som ikke vil samarbejde og forstår ikke hvor det går galt.

Selvom jeg godt er klar over at der er en grund til at fertilitetsklinikkerne sælger “klippekort”, så havde jeg regnet med, at det her med at vi havde taget skridtet fra IUI til IVF ville betyde, at jeg ville blive gravid. At jeg ville blive gravid med det samme altså.

Og det var en lang og sej proces at nå hertil.

Først P-piller, så nedregulering og endelig hormonerne - 2 måneder fra første p-pille til negativ blodprøve.

Jeg ved at jeg er heldig i den forstand at jeg producerede pænt mange æg og at de praktisk taget alle blev befrugtet og delte sig pænt, men jeg vil nu alligevel hellere have et levende foster i maven end 8 æg i fryseren!

Men når jeg ikke bliver gravid med fine friske æg, 14 dages ro og hvile, sund levevis efter alle kunstens regler, hvad er så chancen for at skal blive til noget næste gang?

Jeg har en tid med en af lægerne i morgen og så må vi snakke om hvad der skal gøres og om der kan gøres mere. Om vi tar’ en tur med fryseæggene eller starter forfra en gang til….

Det modsatte er bevist

Der kom ingen blødninger. Følelsen gik i sig selv. Optimismen begyndte at brede sig - vi havde gjort alting rigtigt, alt så godt ud…. I nat kom oplevelsen af en truende menstruation igen - men stadig ikke rigtig.

I badet fik jeg kvalme og tænkte alt var godt og jeg hastede afsted for at få taget den der blodprøve. Ved godt mod - tænke positivt.

Og så kom opringningen her for et minut siden og kunne fortælle mig at der ikke var nogen grund til optimisme… testen var negativ.

Igen tomhed.

Ingenting.

Og når der kommer ingenting ud af perfektionisme - er der så noget håb tilbage?

Gravid indtil det modsatte er bevist

Sådan har jeg haft det de sidste 14 dage. Nu kan jeg mærke den velkendte murren i maven. Den som jeg ikke vil vedkende mig, men alligevel ikke kan ignorere. Endnu er det ikke begyndt at bløde, men jeg er sikker på at det vare er et spørgsmål om tid.

Håbfuldheden er afløst af håbløsheden. Manglede tro på at det alligevel skal blive denne gang.

Det så ellers så fint ud. 11 æg ud. 90. mio sædceller, 10 befrugtede æg. 2 op med fire fine celler og 8 i fryseren. Pænt levevis. Slappet helt af. Medicin i begge ender 3 gange om dagen for at forbedre det hele.

Det er næsten ikke til at tro på, at hvis det ikke sker nu, at det så overhoved kan ske.

Håber selvfølgelig at det bare er ligamentsmerter, men jeg tror ikke rigtig på det.

Der er 3 dage til blodprøven og det endelige svar. Tre lange dage.

om at omorganisere sine tropper

Vi var så sikre denne gang. Vi havde gjort alt - eller næsten alt. Sådan føltes det i hverfald. Men der var heller ingen befrugtede æg i rugekassen denne gang. Fredag formiddag kunne jeg mærke den kendte murren i underlivet - og ikke nok så mange tanker om “at man godt kan opleve menstruationslignede smerter tidligt i graviditeten” kunne afværge fornemmelsen af hvad der var på vej. Og lidt efter kom blodet.

For en sikkerheds skyld for “rigtig mange gravide kvinder bløder i starten af deres graviditet” tog jeg en graviditetstest om lørdagen.

Den var negativ.

Selvfølgelig.

For jeg var jo ikke gravid.

Og det kom bag på os. På os begge to.

Underligt nok. Det var jo ligesom 7. forsøg - så vi burde jo kende rumlen. Men denne gang var det jo anderledes - og så alligevel ikke.

Min kæreste sagde de ord jeg tænke (og døden skal jo have en årsag…). Der må jo være noget vi ikke gør godt nok, vi må kunne blive rådgivet bedre, vi må gøre noget anderledes - og den klinik vi er tilknyttet gør det ikke godt nok.

Er det klinikkens skyld?

Jeg ved det ikke (jo, jeg gør - det er jo nok ikke deres skyld). Men jeg har aldrig følt mig helt tryg derude. Min læge er positiv og optimistisk - men da jeg sagde, at jeg ikke ville i IVF behandling var det som om, at han mistede interessen og min behandling blev ligegyldig. Og så mumler han. Halvdelen af det han sagde forstod jeg ikke fordi han mumlede - også selvom man pointerede det for ham.

Men jeg har brug for modspil. Hvis det ikke kan betale sig (udover for dem) med inseminering, så skal det jo stoppe. Udfordring. Sig at det ikke kan betale sig - sig at hvis jeg skal videre skal det være med IVF. Noget er bedre end intet.

Så nu har jeg kontaktet den klinik, jeg egentligt var blevet anbefalet allerførst, men bare ikke havde fået taget kontakt til. Vi kunne først få tid i medio juni, men til gengæld har de åbent 365 dage om året, så måske kommer det ikke til at betyde så meget i den anden ende.

Virkelighed eller fantasi

Sidder og kæmper med kvalme. Underligt at føle noget så tydeligt og alligevel tvivle på om det man føler er virkeligt, eller psykosomatisk.

Har bare lidt for mange gange lidt af lidt for mange graviditetsgener - uden at være gravid, til at jeg kan tage mig selv seriøst længere.

Så glem den stoppede næse (det kan sagtens være pollen), åndedrætsbesværet (som lige så godt kan skyldes dårlig form), bumsen på næsen (kommende menstruation?), følsomme bryster (ditto) og kvalmen som lige så godt kan skyldes noget andet.

Hold kæft hvor jeg glæder mig til lørdag der er 1-2-3-4 dage til…….. pyha.

Andre folks utålmodighed

Næst efter irritationen med at deale med sin egen utålmodighed kommer det at skulle deale med andres ditto. Fordi jeg jo ikke er istand til at undgå at involvere idet mindste nogle få personer i projektet, bliver jeg allerede nu mødt med andres forventninger om at give en tilbagemelding på om jeg så er gravid eller ej.

Selvom jeg prøver at forklare at jeg praktisk taget er så lidt gravid at jeg nærmest ikke er det, hvis jeg altså er det, så forventer de alligevel at jeg kan give en tilbagemelding på om jeg så i det mindste kan mærke noget der kan få mig til tro at jeg måske er gravid.

Men de må væbne sig med den selvsamme tålmodighed som mig - først om 1 uge og 1 dag kan jeg tage testen og se om det syvende forsøg har givet det ønskede resultat.

Intet nyt fra vestfronten … eller syd

Det intet at fortælle, passer gaden og gå roligt hjem.

Tiden går den gang den skal gå og jeg skal leve livet i uvidenhed i 1½ uge endnu. Jeg skal tage de (evindelige og åh så ofte falske graviditetstegn) med et stort gran salt - for det som jeg håber er, vil stadig være så lille, skrøbeligt at det næsten ikke er - selv hvis det skulle være, at det var.

Men det gik fint, selve inseminationen. Store flotte æg. Og denne gang havde jeg holdt på det hele, i alt den tid det skulle holdes på. Så jeg blev åbnet op og fyldt på - og sendt hjem med besked om at toppe op med, at gøre det en mand og kvinde kan gøre så godt, som et par.

Så vi holde en rolig weekend og gjorde hvad vi fik besked på. Min maven - damemaven - havde sit helt eget liv og jeg havde en oplevelse af at mærke hvert eneste æg brydes og tage på sin rejse indeni mig.

Og jeg håber og ønsker. Og venter. Og mærker.

Den sidste spurt

Den sidste tid har være hektisk. Daglige kontrolbesøg for at tjekke op på de voksende æg. Der er to store og to vi hepper på når den rette størrelse. Med den ene medicin tvinges de til at vokse og med den anden er de blevet forhindret i at “klække” før tiden.

Men nu er ægløsningsmedicinen taget og lørdag skal jeg insemineres.

De havde snakket om en “dobbelt inseminering” - altså om at gøre det to dage i træk. Men så kom søndagen i vejen og det bliver ikke tilfældet, men så må vi se om vi kan gøre det på naturmetoden anden gang.

Denne omgang har været hård. Hårdere end de andre gange. Måske er jeg bare ved at nå vejs ende. Det har stået på i et års tid nu, jeg har været igennem 7 forløb og jeg orker ikke rigtig mere.

Men jeg håber, håber, håber … at 7. gang er lykkens gang.

Om at vente

Jeg nyder stilheden omkring mig. Min kæreste er rejst på weekend med et par af sine venner, for at dyrke deres sport. Jeg under ham det og har glædet mig til tre dage alene.

Jeg kan godt lide mit eget selskab, godt lide at have helt ro omkring mig, godt lide fuldstændig selv at bestemme tid, sted og indhold omkring fødeindtagelse (også selvom det indebære vingummier og vaniljeis kl. otte til middag - som det er sket en enkel gang eller to) - og når jeg har nydt det i et par dage, kan jeg godt lide, at min kæreste kommer tilbage.

Men det var lige noget af en gyser med hans afrejse og mine hormoner og ægstørrelser.

Sidste omgang blev jo ikke til noget og jeg er igen i behandling. Det passede med at jeg er på 10. dagen i dag og det er herfra man kan inseminere. Havde timingen været til det, ville det være noget dumt om donoren ikke var i landet, til at give sit bidrag til projektet.

Heldigvis så var æggene for små endnu, så jeg skal til et nyt tjek på mandag.

Men for en gangs skyld var det tale om “æggene” og ikke bare “ægget” - for der var 5 æg der var i gang med at vokse. Nu skal vi jo så se hvor mange af dem der bliver store nok til at klække (hvilket det sikkert ikke hedder i fagsproget) og dernæst om et eller flere *7-9-13* skulle ende med at blive befrugtet denne gang.

Jeg håber.

Og samtidig ved jeg med sikkerhed, at hvis det sker - og det ender med et barn - så er sådan noget som denne her bededagsferie, med tre alenedage helt sikkert forbi. Men mon ikke jeg får noget bedre så … ? Det tror jeg på.