Det startede vel med, at vi stoppede med at være kærester, da jeg endelig fik formuleret at jeg ønskede mig et barn. Næ, det startede vel egentligt med at jeg pludselig ville - eller måske med, at jeg troede at jeg kunne, efter at jeg længe havde troet at jeg ikke kunne – eller måske startede det endnu længere væk………………
Første gang jeg kan huske noget med mig og børn – var det i en ikke-børns relation. Jeg har vel været en 12-13 år måske 14 og vi drøftede fremtiden og hvad vi ville, på mit porcelænsdekorationshold i ungdomsskolen.
Jeg var skråsikker; jeg skulle aldrig have børn. Never-Ever, ikke mig. Nope.
Min lærerinde mente, at jeg nok ændrede mening, når jeg blev ældre. Men det var jeg ret sikker på, at jeg ikke gjorde.
Og det gjorde jeg egentligt ikke. Der gik mange år og jeg blev både 20 og 25 uden at den store børnlyst meldte sig.
Da jeg var i slutningen af 20′erne – begyndelsen af 30′erne fik jeg konstateret en let PCO. Det forklarede hvorfor jeg altid havde været uregelmæssig, og måske også hvorfor jeg havde været så “heldig” igennem de vilde tyvere.
Et eller andet sted var det en enorm lettelse at få PCO-etiketten hæftet på sig. Valget om jeg ville-ha-børn-ikke-vil-ha-børn-vil-vil-ikke, blev løftet af mine skuldre. Jeg skulle ikke have børn og det var (i mangel af bedre ord:) gudegivet.
Det gik så fint de næste år. Jeg læste. Jeg havde ingen faste kærester og livet gik i det høje gear. Kom ud på arbejdsmarkedet og det var fedt, at jeg ikke havde børn. Dejligt at jeg kun havde ansvar for mig selv og kunne give det en virkelig skalle.
Det næste skift kom efter at der skete fire ting i mit liv: jeg ændrede min kost, jeg tabte en del kilo, jeg kom ind i et fast forhold og mine venner og omgangskreds begyndte at få børn i stor stil.
Min kostændring og vægttab gjorde noget ved mine hormoner. Senere fandt jeg ud af, at jeg uvidende var trådt ind på de stier, der anbefales til PCO-kvinder, nemlig få kulhydrater og mange proteiner.
Men de ændrede hormoner og den dejlige kæreste og de mange babyer, der blev skudt ud omkring mig gjorde sit og jeg blev skruk.
Men kæresten ville ikke. Han ville heller ikke stå i vejen for mig. Og pludselig stod jeg der – alene – med et brændende ønske, ikke megen tid at løbe på og ingen oplagte muligheder lige for døren.
