Jeg har været med til to fødsler. Skal jeg være helt ærlig, er en fødsel nok størst for de direkte involverede. For os andre er det mest af alt en hel masse asen og masen og rigtig megen gøren ting forkert. I guder hvor kan kvinder skrige! (og skælde ud!)
Der hvor en fødsel er helt speciel og magisk er når den er overstået. Når barnet ligger i sin mors arme og kigger på hende og forældrene for første gang. Når stilheden slår ind over rummet og kærligheden bølger omkring forældrene. Når situationen fastlåses i nuet og man er sikker på at alle følelserne opbevares for eftertiden. Dig, mig, os – vi.
Det er barnet. Det er vores. Det har vi skabt. Helt selv – med et touch af magi og tryllestøv.
Det vil jeg gerne opleve. Det savner jeg. Det ønsker jeg.
I den stund har jeg følt mig allermest tom og allermest alene – fordi det ikke var i mine kort. Og sidste gang startede det begyndelsen til enden på mit forhold.
