Vi gik fra hinanden. Og det var sorgfuldt. At have set mit dybeste ønske i øjene for første gang og lade det være begyndelsen til enden. Selvfølgelig græd jeg også over, at det ikke længere var ham og mig og “aldrig mere”. Men det mest smertefulde var, at jeg indtil da ikke havde været klar over hvor meget jeg egentligt ønskede mig det traditionelle liv med far og mor og børn og hus i Vanløse.
Og at jeg først opdagede det, da det var for sent.
Mit forhold havde vækket alle de henslumrende følelser, alt det jeg havde gået og gemt på år efter år. Man siger at det ikke er sundt at gemme sine følelser. Det er sikkert sandt. Men det er et betydeligt nemmere liv når man ikke behøver at føle. Når man lever fra hånden til munden på følelsesiden.
Det var i pinsen. To år siden. Ungen der startede det hele blev 2 i februar. Og hun har sorte øjne der kan smelte alt og alle. Og jeg er hendes idol. Og når jeg kigger på hende og dufter hendes hår, så ved jeg at jeg ikke kunne leve uden at prøve. Prøve at se om jeg kan få sådan en størrelse for mig selv.
Og kærligheden blev i mit liv. Vi er i dag de bedste venner og jeg er sikker på at vi bliver i hinandens liv, i nutiden og fremtiden og i det bånd fra fortiden, der åbentbart stadig binder.
If you love somebody set them free … jeg tror jeg er elsket….
