I de sidste mange år har det hele tiden været valget mellem kærligheden eller børn. Kærlighed – Børn, Børn – Kærlighed.
Jeg har haft to fantastiske kærester som gav mig så utrolig meget på hver deres måde. Men ingen af dem ville have børn. Enten fordi de bare ikke var “nået dertil” eller fordi de var usikre på om de overhovedet ville det – og jeg ikke var på et stadie i mit liv, hvor jeg kunne lade år og dage gå, mens tanken blev modnet hos dem.
Jeg kunne se på mine veninder at deres mænd var nogenlunde på samme stadie. At det der med at få børn ikke var på mændenes top-ti. Jeg kunne også se hvordan de blev mere og mere frustrerede. Men de blev sammen med manden/kæresten og de havde mere tid end mig (fordi de “kun” var i tyverne eller starten af 30′erne) og de kunne lade tiden arbejde for sig.
Mig? Jeg slap begge kærester. Eller de slap mig. Ingen af dem ønskede at stå i vejen for mit ønske og ingen af dem ville levere her og nu. De mente begge at jeg ville blive en fantastisk mor og at jeg skulle gå videre med mit ønske.
I den tid der er gået, er fem af mine veninder blevet gravide. De har fået både kærligheden og barnet.
Man siger at tålmodighed er en dyd.
