Vi snakker om det. Om hvad det betyder for os hver især. Om vi vil kunne finde ud af at være forældre. Det er så forunderligt ikke længere at være alene, at have fundet en at tale med om disse ting, en der er lige så interesseret og aktiv i “projektet”.
Og pludselig er fokus flyttet. Det handler om at skabe et barn i kærlighed, i fællesskab. Og jeg kan mærke hvor rigtig det føles og jeg glæder mig over, at jeg ikke nåede at få held med mine andre ideer. For selvom det kunne have virket og jeg er sikker på, at jeg også kunne være blevet lykkelig udfra de præmisser, så har det jo hele tiden været det her jeg ville. Det her jeg savnede og det her jeg ønskede.
Jeg lukker mine øjne og sender et lydløst ønske mod den lille sjæl, der måske allerede er ved at gøre sig klar. Hernede er vi helt klare. Men vi er også forberedt på, at det måske ikke ender i en tresomhed – og selvom vi begge mener vi har meget at tilbyde et barn, vi vil også kunne skabe en tilværelse bare for os to.
