Det var næsten så nemt

Jeg har været utålelig for mig selv og andre i de sidste to dage. Gal uden grund. Vrissen, sur og det var noget galt med hele verden.

Jeg sagde for sjov til min søster og en af mine venner, at jeg håbede det var pms – for hvis det var et tegn på at jeg var gravid, ville de blive nogle lange 9 måneder. De spurgte begge om der var chance for at jeg var gravid og jeg svarede, at muligheden var da til stede – men det var da ikke noget jeg regnede med.

Da jeg vågnede i morges føltes humøret lidt bedre. Da jeg, efter hvad jeg kunne regne mig frem til, skulle være færdig med at være pms-agtig, uden at det rigtig var kommet videre, havde jeg besluttet mig til at tage en test og det gjorde jeg så.

Jeg var nærmest kun færdig med at tisset på den, før der begyndte at vise sig en streg nr. 2.

Jeg ved ikke engang hvilke tanker der kørte gennem mit hovedet. Sidste måned hvor jeg også testede efter et par dages forsinkelser, var jeg helt vildt oppe og køre og meget skuffet da der ikke var noget resultat – og jeg havde egentligt regnet med at det ville være det samme denne gang.

Men den var god nok. Der var to streger. Så på en eller anden ufattelig måde – er jeg gået hen og er blevet gravid!

Uden brug af andet en ihærdighed og kærlighed.

Det er simpelthen så stort og ufatteligt og fantastisk.

Og jeg tør endnu ikke glæde mig – samtidig med at jeg har lyst til at råbe det fra en bjergtop.

Jeg ved ikke en pind om det at være gravid og regne uger og terminsdato og jeg skal komme efter dig. Men jeg ved at jeg tester positiv og jeg ved at jeg ikke er mere end et par uger henne. Og skulle ting gå galt og alting blive anderledes end prædiken i kirken – så ved jeg endnu en ting og det er at vi kan det der. Min kæreste og jeg kan lave børn sammen, helt naturligt og åbenbart også ret nemt, og det er under alle omstændigheder ret stort.