Tiden går.
Med lidt godt vilje kan man næsten sige, at der snart er gået en uge siden jeg fandt ud af, at jeg var gravid. Det er stadig utroligt og ufatteligt. Ind i mellem siger jeg det til mig selv. Eller min kæreste og jeg kigger på hinanden og snakker om det. Det må være sådan det er for alle andre og alligevel er det helt specielt og meget meget anderledes for os – for mig.
Jeg har stadig svært ved rigtig at hengive mig til det. Er bange for at blive for glad for det for, “hvad nu hvis”. Vi ved jo efterhånden alle sammen at hver tredje graviditet ender uden et barn i den anden ende og jeg ved også at jeg med min alder er i højrisiko for genfejl. Derfor tror jeg at det vil være rigtig svært helt at slappe af og bare glæde sig, før jeg er ovre den 12 uge og er blevet scannet og det hele.
På en eller anden måde er det næsten for teknisk og videnskabelig. Man sætter følelserne på standby og håber det bedste. Jeg går samtidig hele tiden og føler efter. Føler jeg mig nu gravid?, hvad er det der sker i maven?, skal det føles sådan?, skal jeg føle mere eller mindre? Der er ingen tvivl om graviditet når det kommer til mine bryster. De er allerede megagravide. Selvom jeg endnu ikke er så gravid, at min læge gider se mig.
Kom tilbage om en måned, var beskeden da jeg ringede for at høre hvornår jeg skulle bestille en tid. Det vil sige, det kom lige efter “er det noget du er glad for?” og det kunne jeg jo kun svare ja til.
Så den 10. oktober skal min læge præsenteres for maven. Og jeg kan ikke så meget andet end at håbe på at den hænger fast derinde, den lille bandit.
