Selvom jeg kun er en lille smule gravid, har vi ikke kunne holde det for os selv. Vi havde ellers en aftale. Men så sagde den ene det og så den anden og da stort set alle hans venner og familie vidste det, så følte jeg også at jeg måtte informere min del af familien.
Det skete så i denne weekend, hvor der ganske belejligt var en familievenue.
Tilbagemeldingerne var lige så forskellige som de var forbløffende at opleve. Der var de glade tillykker, de rørte stemmer, en lille tåre i øjenkrogen og så var der dem, er fik travlt med at fortælle os, at det jo var ret usandsynlig at denne her graviditet kunne ende med et barn. Det er en underlig situation at sige til nogen “jeg er gravid” og at den første reaktion er “nu skal du ikke glæde dig for tidligt, for min veninde her lige tabt et barn og de tænkte slet ikke på at det kunne ske for dem” eller “ja, ja – hvor langt er det lige du er henne – skal vi ikke lige vente med lykønskningerne“.
Jeg er da bange for hvad der kan ske. Jeg er bekymret for spontan abort og downs syndrom. Men jeg er samtidig glad og forhåbningsfuld og om ikke andret jublende for at det er lykkedes os at undfange og det på blot 2 måneder! Og jeg kan ikke forstå, hvorfor det er det mulige negative konsekvenser nogen vælger at udtrykke, ved vores melding.
Men det er det der sidder fast hos mig. Det er de udsagn jeg husker bedst. Og det er dem der i dag gør mig lidt bekymret.
