“Graviditet er ikke en sygdom”. Det er en af de første dogmer man får at høre, når man træder ind i tilstanden. Jeg har været en af de heldige, min graviditet har hidtil været rigtig let. Jeg har ikke kastet op en eneste gang og det mest trælse symptom jeg har, er at min næse har været stoppet i små 2 måneder.
Det betyder også, at jeg stort set har levet mit liv som hidtil. Jeg har ind i mellem været nødt til at sætte tempoet ned, fordi jeg er blevet træt, men jeg har båret rundt på ting og stort set holdt mit normale tempo.
Efter et par weekender hvor vi ikke har været hjemme og køleskabet og huset så ud derefter, gik jeg så igår igang med handle ind og gøre rent. På vej op af trapperne tænkte jeg på at poserne var tunge, men efter en pause på 3. sal, gik turen videre opad.
Ved en sekstiden kom kæresten hjem med et par venner til middag og vi sad så der i stearinlysenes skær med god mad og vin.
Alt var godt og jeg var træt efter en travl dag.
Og pludselig var alt ikke længere helt så godt, for et toiletbesøg fortalte mig, at jeg pletblødte lidt. Det var virkelig et dilemma for mig, for jeg havde på den ene side ikke lyst til at overdramatisere det hele og på den anden side var jeg sgu bekymret.
Efter en aften på sofaen og en tidlig gåen i seng, er alt tilsyneladende gået i sig selv. Jeg har ikke ondt nogen steder og bløder heller ikke mere.
Jeg vælger at tro på det bedste og på at det måske bare var et lille signal til mig, om at selvom graviditet ikke er en sygdom, så skal jeg nu alligevel huske at tage vare på mig selv – fordi jeg ikke længere er alene i min krop!
Jeg skal scannes på tirsdag og håber og håber og håber … det bedste
