Efter en nat uden søvn, en nat med to opkald til vagtlægen,uden de store gavnlige råd, med smerter i maven og sjælen og en sær uro som ikke ville ende, fik vi endelig vished.
Men det var ikke den vished vi ønskede. Det viste sig, at der hvor der skulle have været en baby, var der bare et tomrum. En missed abortion.
Ikke den store ting i det store perspektiv. Men for os var det stort.
Så vi slikker vores sår, venter på hvad fremtiden så indeholder for os og prøver at glemme alle de tanker vi alligevel nåede at tænke om os som en familie…
