Gråden

Jeg har grædt så meget, at mine øjne er røde helt ud på kinderne. Det var en mixet blanding af følelser.

Sorg over at have mistet, at føle sig narret af sin krop, kroppen der bare blev ved med at lege gravid, helt uden en baby at være det med, blandet med mere irationelle følelser som trætheden over at skulle fortælle det til folk og at andre skulle føle medlidenhed med os, over at vide at jeg igen var nødt til at deale med mit job, nu hvor jeg ikke længere kunne smutte på barsel – godt blandet sammen med voldsomme smerter.

Mandag morgen var vi på hospitalet. En scanning bekræftede min mistanke og slog benene væk under min kæreste, der ikke troede på at der kunne være noget galt. Men det var så galt som det næsten kunne være – idet min livmoder var ganske tom. Det vil sige, helt tom var den ikke – der var alt det der skulle være ved en graviditet – undtagen et foster.

Det var et chock. Uanset hvor mange gange vi har sagt til hinanden, os selv og andre at det kan gå galt og at hver tredje graviditet ender i en abort. Uanset at vi havde sagt at vi ville vente til efter scanningen med at planlægge og uanset alle de andre forbehold vi taget – så var vi begyndt at glæde os, vi var begyndt at planlægge efter det og vi havde følelserne blandet godt og grundigt ind i det hele og vi regnede ikke med at det ville ske for os.

Men det gjorde det. Vi endte i den uheldige 1/3.

Der blev planlagt en udskrabning til tirsdag. I løbet af mandag aften begyndte jeg dog at få smerter og da de blev værre og værre endte jeg til sidst på hospitalet, godt dopet med smertestillende og morfin. Jeg håbede at smerterne og sammentrækningerne betød at jeg selv skaffede mig af med “resterne” så jeg kunne undgå at komme i narkose den følgende dag.

Så heldig var jeg desværre ikke, men dog alligevel så heldig at jeg kom igennem hele forløbet uden de store fysiske gener.

Tirsdag eftermiddag blev jeg så sendt hjem. Tom, tømt og godt brugt.

Har taget fri resten af ugen. Fysisk har jeg det godt nok. Ingen smerter, ikke rigtig nogen blødninger mere, bare lidt træt oven på et forløb med flere dage uden søvn. Psykisk er jeg også træt. Men samtidig ved jeg at vi nok skal komme ovenpå igen. Er dog lidt træt af at høre den samme sætning igen og igen fra venner der vil os det godt og derfor gentager matraet om, “at det nok var for det bedste og at vi jo bare skal prøve igen”.

Åh ja…