På mandag vender jeg tilbage til verden – den verden der er mit arbejde. Jeg har kort og lakonisk fortalt min chef om hvad der er sket og har fået en pæn sympatisk mail tilbage. Jeg bad ham om ikke at fortælle det ud i organisationen, men at han selv måtte afgøre hvad han ville sige til mine kollegaer. Han har meddelt at han ikke har sagt noget til nogen og at det er op til mig, hvad jeg ønsker at fortælle.
Jeg har ikke noget specielt tæt forhold til mine kollegaer eller min chef for den sags skyld, så jeg har ikke lyst til at fortælle dem noget, der går så tæt på som dette – men jeg har heller ikke lyst til at lyve. Så jeg går stadig og tumler lidt med hvor meget og hvad jeg egentligt skal berette.
Jeg havde i forvejen ikke fortalt på arbejdet, at jeg var gravid. Ville vente til efter scanningen, sådan at jeg var sikker på, at der var noget at fortælle.
På en eller anden måde, vil det være for stor en blottelse at berette om det skete – og jeg er fuld klar over ironien i at jeg kan skrive om det på internettet, men ikke kan fortælle det til den håndfuld mennesker, jeg trods alt deler de fleste af mine vågne timer med.
