Det viste sig jo så at jeg ikke var gravid. Men jeg var så meget for sent på den, at min i-god-og-ordentligt-tid bestilte tid til næste undersøgelsesdel ikke passede ind i cyklussen. Men endelig oprendte dagen hvor undersøgelsen fandt sted – og også dagen hvor det her udredningsprojekt har givet bonus.
Uventet og egentligt også ret uønsket bonus.
Det har været svært at få enderne til at mødes og få tiden, cyklusen og undersøgelserne til at gå op i en højere enhed. Men jeg endte med at aflyse en håndfuld møder og bruge denne min 11. og absolut sidste dag i cyklusen til at få lavet en røntgenundersøgelse af æggelederne (den såkaldte HSG-hvis man skal snakke indforstået). På en privat klinik, som kunne ta’ mig i tide og i min tid.
Lægen var superprofessionel og undersøgelsen var relativ smertefri og hurtig overstået. Der var overskud, både hos lægen og hos mig til at snik-snakke og nærmest småpjatte.
Og så kom svaret.
“Der er fri passage ved æggelederne – men din livmoder er ikke helt normal. Du har en såkaldt bicorn uterus, en todelt livmoder”. Det kan give dig problemer med at blive gravid
A hva’ har jeg?!!
Jeg var superchokeret.
I den tid der er gået, har jeg hele tiden tænkt, følt og ment – at alt var ok i orden. For guds skyld, selvom vi har ønsket at lave et barn, i det år vi har kendt hinanden, så er det først her fra januar af, at vi har kunne (igen), og i den tid der har været til rådighed, er det ikke fordi vi har haft det her projekt, som det allerhøjst prioriterede.
Jeg gik jo i bund og grund bare ind i det her fertilitetsprojekt for at fremskynde processen, fordi vi har den alder vi har.
Kald mig bare naiv – men jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig at der rent faktisk kunne være noget i vejen. At der måske er noget der på et eller andet plan forhindre mig i at få et barn.
Jeg har googlet og læst, men jeg er på ingen måde afklaret eller vidende om hvad min todelte livmoder kan eller ikke kan. Det ser ud til at det giver en forøget abortrisiko og problemer ved fødslen – men jeg kan ikke se om det blæser hele projektet ud over skrænten.
Men vi er booket til klinikken på mandag og så ved jeg forhåbentligt noget mere.
Min kæreste, der var med på klinikken – og tak for det – er god til at se lyst på situationen. Mens jeg var klar til at se det hele skylle ud med badevandet, prøvede han at få mig til at fokusere på det positive i at vi havde fundet ud af det, at vi var gået i gang med projektet og dermed havde denne viden, fremfor at vi bare var knoklet på uden at det vide det, at det sikkert var noget der kunne gøres noget ved ect.
Det er rart at han er sådan – men ind i mellem ville det også være rart, at der var rum til at bruge et øjeblik til at synke en sådan besked, inden man bare fløj videre. Men måske ville jeg være på samme måde, hvis det havde vist sig at der var noget galt med hans sædkvalitet.
Den var så i øvrigt helt i top. “Den kan bruges til hvad som helst” sagde klinikdamen i telefonen. Hvad som helst – tak for kaffe siger jeg bare, også til min todelte livmoder?
[...] “Bicorn uterus – pyt, det er da ikke noget problem” og så viste han mig billederne, både af min livmoder og af en normal. Og for det utrænede øje var der ikke den store forskel. [...]