Ved startstedets begyndelse

Han kan altså noget – lægen på den klinik vi er tilknyttet. Han har en meget inkluderende væremåde og så taler han et meget positivt fremtidssprog – og det er på en eller anden måde med til at få knuderne til at løsne sig op og få mig til at tro at der er håb og lykke lige om hjørnet.

“Bicorn uterus – pyt, det er da ikke noget problem” og så viste han mig billederne, både af min livmoder og af en normal. Og for det utrænede øje var der ikke den store forskel.

Prøverne blev gennemgået og alt var fint. Faktisk var det så fint, at jeg fik beskeden om at min krop var yngre end mig . Ud fra hormonbillede så var jeg et helt andet, og yngre sted, end alle mine år skulle vise. Det viser sig, at hvis man har haft PCO som yngre, så kommer det en til gode nu – for jeg havde massere af æg og massere af muligheder (og jeg vil sandsynligvis komme sent i overgangsalderen)

Og med en mand, der har sæd der kan bruges til hvad som helst, så ser det faktisk ikke dumt ud.

Da jeg – på den helt naturlige måde, var omkring min ægløsning – og vi har en sommerferielukning hængende over hovedet, bestemte han at vi da lige for sjovt skyld (jeps, gynækologiske undersøgelser er _så_ sjove) skulle tjekke om der var et æg på vej. Og da det viste sig, at der var et næsten modent æg, så gik tingene lige pludselig hurtigt.

Selvom der er bedre chancer ved æg der er modnet med hormonbehandling, blev vi enige om at vi da kunne tage chancen med den der er og på onsdag skal jeg så ind og tjekkes og ser det rigtig ud, så får jeg en ægløsningssprøjte og bliver insemineret på fredag!

Øh ok – fra nul til hundrede på en enkelt halv time. Men hvor er det dog fedt at der nu sker noget!