Det man vel normalt ønsker, er at komme let til tingene, herunder vel også at have en let graviditet. I det lys burde jeg være en lykkens pamfilius, for jeg har det nemt. Ingen opkastninger, praktisk taget ingen kvalme. Ingen brystspændinger, kun ganske lidt murren i maven. Jeg er godt nok ved at få en kæmpe bums bag øret, men er ikke som sidst sprunget ud overalt i ansigtet.
Alt i alt har jeg færre gener end sidst - hvor jeg i øvrigt heller ikke var svært generet.
Og det gør mig bekymret.
Bekymret for om jeg nu også er nok gravid. Om jeg er rigtig gravid - om det her ender i et barn, eller om jeg endnu engang skal stå med et billede af tomrum på nethinden og en krop der snyder.
Det eneste tegn der som sådan er at jeg ikke har nogen appetit og forøget lugtesans. Men det kan jo skyldes så meget andet. Jeg har ikke fået vejet mig her på det sidste, men jeg har en oplevelse af at jeg har tabt mig og i dag spurgte en af mine samarbejdspartnere om jeg ikke gik og tabte mig - så der er nok noget om snakken.
Der er lang tid til den 17. hvor der er aftalt scanning, så jeg ringede til klinikken for at høre om jeg, på baggrund af min sidste graviditet der endte i en missed abortion, kunne få en eller anden be- eller afkræftelse på mine bange anelser.
Der er ikke så meget at gøre lige nu. Måske kan man tage to blodprøver og se om tallene på graviditetshormonerne vokser, alternativet var at jeg kom til en scanning en uge før den der var sat tid af til og på baggrund af den, kunne vi se om ægsækken var vokset i den mellemliggende uge.
Så det er dealen nu. 1. scanning på mandag og endnu en den 17.
Jeg krydser fingre og håber på at jeg er en af de kvinder der får en let graviditet og som ekstra bonus ender med at blive slank (og selvfølgelig også yngre) af hele projektet. En slags tre-i-en graviditet med levende lækker unge i enden.
