Næste tjek-op var så i dag. Jeg har haft det så underligt blandet. Scanningen og blodprøven i sidste uge havde jo fortalt mig, at jeg højst sandsynlig var gravid, selvom jeg ikke helt kunne mærke det. Over weekenden følte jeg mig mere og mere gravid. Brystspændinger, træthed og øget irritation… Så jeg havde efterhånden så småt fået vendt det inden i hovedet og tænkt at den nok var hjemme og jeg bare skulle slappe af.
Så der var spil for galleriet, da den ene sygeplejeske efter den anden (nye på stedet) skulle med ind og dele fornøjelsen med kæresten og mig.
Men det så ikke godt ud.
Det så slet ikke godt ud.
Der var noget der lignede lidt æggeblære, men man kunne ikke se noget foster og der var ingen hjertelyd og begge dele burde være til stede på nuværende tidspunkt.
Sygeplejersken kaldte på backup og hr. Lægen tog over, men heller ikke han kunne finde noget derinde.
Der blev trukket blod (har ikke fået svaret) men sandsynligheden for at der er liv derinde er praktisk taget lig med nul.
Det er gået i sig selv, eller der har været tale om en graviditet udenfor livmoderen. Siger de, regner de med.
Og jeg lytter og tror på dem.
Og alt i mig skriger at de tager fejl - at jeg er gravid og kan de ikke se det. Jeg har jo ikke blødt. Mine tal var jo positive - kan de ikke forstå det?
Og nu går jeg den værste tid i møde - den hvor jeg bare skal vente på at min krop fatter det og udstøder det der måtte være. Det håb som ikke blev. Det liv der aldrig nåede at blive til noget. De knuste drømme.
Bye bye…
