Jeg nyder stilheden omkring mig. Min kæreste er rejst på weekend med et par af sine venner, for at dyrke deres sport. Jeg under ham det og har glædet mig til tre dage alene.
Jeg kan godt lide mit eget selskab, godt lide at have helt ro omkring mig, godt lide fuldstændig selv at bestemme tid, sted og indhold omkring fødeindtagelse (også selvom det indebære vingummier og vaniljeis kl. otte til middag – som det er sket en enkel gang eller to) – og når jeg har nydt det i et par dage, kan jeg godt lide, at min kæreste kommer tilbage.
Men det var lige noget af en gyser med hans afrejse og mine hormoner og ægstørrelser.
Sidste omgang blev jo ikke til noget og jeg er igen i behandling. Det passede med at jeg er på 10. dagen i dag og det er herfra man kan inseminere. Havde timingen været til det, ville det være noget dumt om donoren ikke var i landet, til at give sit bidrag til projektet.
Heldigvis så var æggene for små endnu, så jeg skal til et nyt tjek på mandag.
Men for en gangs skyld var det tale om “æggene” og ikke bare “ægget” – for der var 5 æg der var i gang med at vokse. Nu skal vi jo så se hvor mange af dem der bliver store nok til at klække (hvilket det sikkert ikke hedder i fagsproget) og dernæst om et eller flere *7-9-13* skulle ende med at blive befrugtet denne gang.
Jeg håber.
Og samtidig ved jeg med sikkerhed, at hvis det sker – og det ender med et barn – så er sådan noget som denne her bededagsferie, med tre alenedage helt sikkert forbi. Men mon ikke jeg får noget bedre så … ? Det tror jeg på.
