Det intet at fortælle, passer gaden og gå roligt hjem.
Tiden går den gang den skal gå og jeg skal leve livet i uvidenhed i 1½ uge endnu. Jeg skal tage de (evindelige og åh så ofte falske graviditetstegn) med et stort gran salt – for det som jeg håber er, vil stadig være så lille, skrøbeligt at det næsten ikke er – selv hvis det skulle være, at det var.
Men det gik fint, selve inseminationen. Store flotte æg. Og denne gang havde jeg holdt på det hele, i alt den tid det skulle holdes på. Så jeg blev åbnet op og fyldt på – og sendt hjem med besked om at toppe op med, at gøre det en mand og kvinde kan gøre så godt, som et par.
Så vi holde en rolig weekend og gjorde hvad vi fik besked på. Min maven – damemaven – havde sit helt eget liv og jeg havde en oplevelse af at mærke hvert eneste æg brydes og tage på sin rejse indeni mig.
Og jeg håber og ønsker. Og venter. Og mærker.
