Vi var så sikre denne gang. Vi havde gjort alt – eller næsten alt. Sådan føltes det i hverfald. Men der var heller ingen befrugtede æg i rugekassen denne gang. Fredag formiddag kunne jeg mærke den kendte murren i underlivet – og ikke nok så mange tanker om “at man godt kan opleve menstruationslignede smerter tidligt i graviditeten” kunne afværge fornemmelsen af hvad der var på vej. Og lidt efter kom blodet.
For en sikkerheds skyld for “rigtig mange gravide kvinder bløder i starten af deres graviditet” tog jeg en graviditetstest om lørdagen.
Den var negativ.
Selvfølgelig.
For jeg var jo ikke gravid.
Og det kom bag på os. På os begge to.
Underligt nok. Det var jo ligesom 7. forsøg – så vi burde jo kende rumlen. Men denne gang var det jo anderledes – og så alligevel ikke.
Min kæreste sagde de ord jeg tænke (og døden skal jo have en årsag…). Der må jo være noget vi ikke gør godt nok, vi må kunne blive rådgivet bedre, vi må gøre noget anderledes – og den klinik vi er tilknyttet gør det ikke godt nok.
Er det klinikkens skyld?
Jeg ved det ikke (jo, jeg gør – det er jo nok ikke deres skyld). Men jeg har aldrig følt mig helt tryg derude. Min læge er positiv og optimistisk – men da jeg sagde, at jeg ikke ville i IVF behandling var det som om, at han mistede interessen og min behandling blev ligegyldig. Og så mumler han. Halvdelen af det han sagde forstod jeg ikke fordi han mumlede – også selvom man pointerede det for ham.
Men jeg har brug for modspil. Hvis det ikke kan betale sig (udover for dem) med inseminering, så skal det jo stoppe. Udfordring. Sig at det ikke kan betale sig – sig at hvis jeg skal videre skal det være med IVF. Noget er bedre end intet.
Så nu har jeg kontaktet den klinik, jeg egentligt var blevet anbefalet allerførst, men bare ikke havde fået taget kontakt til. Vi kunne først få tid i medio juni, men til gengæld har de åbent 365 dage om året, så måske kommer det ikke til at betyde så meget i den anden ende.
