Sådan har jeg haft det de sidste 14 dage. Nu kan jeg mærke den velkendte murren i maven. Den som jeg ikke vil vedkende mig, men alligevel ikke kan ignorere. Endnu er det ikke begyndt at bløde, men jeg er sikker på at det vare er et spørgsmål om tid.
Håbfuldheden er afløst af håbløsheden. Manglede tro på at det alligevel skal blive denne gang.
Det så ellers så fint ud. 11 æg ud. 90. mio sædceller, 10 befrugtede æg. 2 op med fire fine celler og 8 i fryseren. Pænt levevis. Slappet helt af. Medicin i begge ender 3 gange om dagen for at forbedre det hele.
Det er næsten ikke til at tro på, at hvis det ikke sker nu, at det så overhoved kan ske.
Håber selvfølgelig at det bare er ligamentsmerter, men jeg tror ikke rigtig på det.
Der er 3 dage til blodprøven og det endelige svar. Tre lange dage.
