Der kom ingen blødninger. Følelsen gik i sig selv. Optimismen begyndte at brede sig – vi havde gjort alting rigtigt, alt så godt ud…. I nat kom oplevelsen af en truende menstruation igen – men stadig ikke rigtig.
I badet fik jeg kvalme og tænkte alt var godt og jeg hastede afsted for at få taget den der blodprøve. Ved godt mod – tænke positivt.
Og så kom opringningen her for et minut siden og kunne fortælle mig at der ikke var nogen grund til optimisme… testen var negativ.
Igen tomhed.
Ingenting.
Og når der kommer ingenting ud af perfektionisme – er der så noget håb tilbage?
