..intet nyt.
Vi er i gang med 2. forsøg. Det som også kommer til at blive sidste forsøg. Vi besluttede i samråd med lægerne at der kunne være fornuft i at forsøge endnu engang. Lige som sidst med p-piller, nedtrapning og så hormoner. Alle de æg der måtte komme (hvis det går lige så godt som sidst!) bliver dernæst dyrket til blastocyster.
Selvom jeg selvfølgelig er spændt på at se hvordan det kommer til at gå, så er jeg lige nu bare træt af det hele og synes ikke at jeg kommer nogen vegne. Det tager så lang tid. Jeg startede processen i starten af september og vi er nu midt i oktober og jeg er kun en lille uge inde i hormonerne. Jeg er træt af alarmen på min mobil, der bimler 3 gange om dagen. 2 gange for næsespray og en for hormoner. Træt af stoppet næse pga. sprayen og træt af lugten af hormonerne (hvor er det lige lugtepræparatet der virker på mig?).
Rimelig træt af det hele. Måske fordi jeg frygter at det er lige så frugtesløs som alle de andre gange.
15% siger de. 15% chance for et succesfuldt resultat. “15% og så skal der også en god portion held oveni”.
Og jeg kigger omkring mig, på alle dem der har fået børn. Kvinder der er totalt overvægtige, magre kvinder, unge, gamle, smukke, grimme. Alle de andre som det er ud til at have lykkedes for.
Og jeg spøger mig selv om hvorfor det ikke kan lykkedes for os. At det skal lykkes for os. Vi har så meget at give, så meget overskud, på alle mulige måder.
Et barn ville få det godt hos os. Vi ville få det godt med et barn.
Og så krydser jeg fingre lidt igen. Håber lidt igen. Tager min medicin og holder det hele ud.
Lidt endnu.
