I går satte jeg nålen i maveskindet for sidste gang. Blandede min sidste æglægningssprøjte, havde de sidste narkoman-associationer, mens jeg lavede mit fix. For uanset hvordan det her kommer til at gå, så slutter vi den videre behandling, efter denne gang.
Lidt over 1½ år har det stået på. Der er begyndt at komme en masse “gentagelsesoplevelser” ved det. Jeg husker; “nå ja, jeg gav mig selv den første æglægningssprøjte, da vi var på den her tur sidste år”, eller “ja, jeg var lige blevet insemineret da vi var til Mortens aften sidste år (og det var dengang det endte i en spontan abort mellem jul og nytår)”.
Og det er ikke altid lige sjovt at huske.
Men beslutningen er taget og jeg tror egentligt at vi begge to er lige lettet over det. Selvom det jo nok alligevel fylder mere i mit liv end i min kærestes. Men her i den sidste tid har det virkelig grebet ind i vores planer – fordi vi har valgt ikke bare har sat livet på stand-by, mens behandlingen pågår.
Så det var ikke med nogen form for sørgmodighed, at nålen røg i flæsket for sidste gang. Men jeg håber da, at det er med bedre resultat denne gang, end hvad der har været hidtil.
Min højre æggestok har været flink og har lavet omkring 7-8 æg, mens den venstre åbenbart dovner den og højst har lavet 1 eller 2. Men 7-8 æg, er jo også fint nok. De skal tages ud i morgen fredag.
Denne gang gruer jeg ikke for at få dem taget ud, men for smerten bagefter. Som jeg husker det, havde jeg det ret skidt bagefter. Men heldigvis har jeg alligevel fri fredag og så har jeg weekenden til at komme mig i.
Denne gang dyrkes de alle til blastocyster og så kommer det store spørgsmål om hvor mange der kommer til at overleve denne gang.
Og skulle det mest uheldige ske, så vil det da være med et stik i hjertet at vi dropper det hele og går videre med vores liv.
