Jeg gir’ op. Kaster håndklædet i ringen. Der er ingen grund til at gå og spekulere sig gul og grøn. Jeg ved først noget, når jeg ved det. Lørdag. Efter blodprøven.
En lille halv time efter jeg skrev gårsdagens indlæg bølgede kvalmen ind over mig og lidt murren her og der optrådte i de nedre regioner – så nu er jeg lige vidt.
Måske er jeg gravid. Måske er jeg ikke gravid.
Men jeg må bare indse at jeg ikke kan mærke om jeg er eller ej.
Og med alle de hormoner jeg stadig tager, er det måske ikke så underligt at man ikke kan mærke hvad der ligger under alt det.
2 dage, så kan jeg blive testet.
2 laaaaaaaaaaange dage.
