Det var så det…
Op, åh så tidligt, blod ud, blod analyseret og kort før klokken 13 kom så den triste besked. At testen var negativ. At jeg ikke var gravid. Jeg kunne høre det på hendes stemme, allerede inden hun havde sagt hvad hun skulle have sagt.
Min kæreste og jeg havde aften forinden ransaget os, selv og hinanden om hvordan vi havde det med os selv og projektet, hvis testen var negativ.
Når man kigger forbi den umiddelbare tristhed (og der skal helst ikke dvæles for meget ved tanken om ubegrænset kærlighed og meningen med livet), så er vi lige her og nu ret fattede omkring det.
Vi ved at vi vil hinanden selvom vi åbenbart ikke kan lave børn sammen (og hvilken bitter ironi, når jeg tænker på min første graviditet)
Vi ved at vi sagtens kan få et godt liv – og et betydeligt nemmere liv – uden børn. Der er så meget andet vi vil, som er meget nemmere når man ikke deler tilværelse med et barn.
Vi har heldigvis et stort netværk af folk uden børn, så vi er ikke “the odd one” i vores sociale liv.
Men samtidig har jeg en dejlig nevø og niece, som jeg kan “låne” i de situationer hvor jeg gerne vil dele specielle oplevelser med mine venner med børn.
Mest af alt er vi begge to enige om og glade for at komme ud af behandler-møllen og få vores liv tilbage. Træde væk fra tilværelsen, men medicin og regelmæssighed, med liv der skal planlægges rundt om cyklus og klinikbesøg.
Men det er en gang blandede følelser – tristhed over at måtte erkende at vi ikke skal være forældre, med lettelsen over at have truffet en beslutning om at stoppe videre behandling.
