Så kom den endelige afslutning, her til morges. Det endegyldige bevis på at jeg ikke er gravid. Menstruationen.
2½ år med tanker og beslutsomhed om at få et barn beskrevet her på bloggen. Og ingen happy ending.
Ikke på den historie.
Det er også 2½ år hvor jeg er vokset som menneske, blevet rundet i mine ønsker (og ikke mindst i min fysiske form). Har mødt manden i mit liv og fundet kærligheden med ham. Har fået mit arbejdsliv på plads og er på vej mod nye mål. De sidste ting her ikke fyldt her – men ude i virkeligheden.
I den virkelighed som ikke har delt de tanker jeg har haft omkring min ufrivillige barnløshed og projektet omkring det.
Supplerende verdener.
Men mine tanker herinde vil nok stoppe nu. Der er ikke rigtig så meget mere at fortælle. Jeg har accepteret min skæbne – eller rettere, jeg har accepteret at jeg må acceptere at det her er min skæbne, omend at jeg ikke er enig i valget og til enhver tid gerne ville have lov til at vælge om.
Men det kan jeg ikke og jeg vil ikke bruge mit liv på “hvad nu hvis’er” og “mit liv ville være bedre” – jeg ved at jeg kommer til at få et godt liv, selvom jeg ikke bliver beriget med et barn.
Og nu vil jeg gå ud og leve det liv.
