Så kom den endelige afslutning, her til morges. Det endegyldige bevis på at jeg ikke er gravid. Menstruationen.

2½ år med tanker og beslutsomhed om at få et barn beskrevet her på bloggen. Og ingen happy ending.
Ikke på den historie.

Det er også 2½ år hvor jeg er vokset som menneske, blevet rundet i mine ønsker (og ikke mindst i min fysiske form). Har mødt manden i mit liv og fundet kærligheden med ham. Har fået mit arbejdsliv på plads og er på vej mod nye mål. De sidste ting her ikke fyldt her – men ude i virkeligheden.

I den virkelighed som ikke har delt de tanker jeg har haft omkring min ufrivillige barnløshed og projektet omkring det.

Supplerende verdener.

Men mine tanker herinde vil nok stoppe nu. Der er ikke rigtig så meget mere at fortælle. Jeg har accepteret min skæbne – eller rettere, jeg har accepteret at jeg må acceptere at det her er min skæbne, omend at jeg ikke er enig i valget og til enhver tid gerne ville have lov til at vælge om.

Men det kan jeg ikke og jeg vil ikke bruge mit liv på “hvad nu hvis’er” og “mit liv ville være bedre” – jeg ved at jeg kommer til at få et godt liv, selvom jeg ikke bliver beriget med et barn.

Og nu vil jeg gå ud og leve det liv.

På mandag vender jeg tilbage til verden – den verden der er mit arbejde. Jeg har kort og lakonisk fortalt min chef om hvad der er sket og har fået en pæn sympatisk mail tilbage. Jeg bad ham om ikke at fortælle det ud i organisationen, men at han selv måtte afgøre hvad han ville sige til mine kollegaer. Han har meddelt at han ikke har sagt noget til nogen og at det er op til mig, hvad jeg ønsker at fortælle.

Jeg har ikke noget specielt tæt forhold til mine kollegaer eller min chef for den sags skyld, så jeg har ikke lyst til at fortælle dem noget, der går så tæt på som dette – men jeg har heller ikke lyst til at lyve. Så jeg går stadig og tumler lidt med hvor meget og hvad jeg egentligt skal berette.

Jeg havde i forvejen ikke fortalt på arbejdet, at jeg var gravid. Ville vente til efter scanningen, sådan at jeg var sikker på, at der var noget at fortælle.

På en eller anden måde, vil det være for stor en blottelse at berette om det skete – og jeg er fuld klar over ironien i at jeg kan skrive om det på internettet, men ikke kan fortælle det til den håndfuld mennesker, jeg trods alt deler de fleste af mine vågne timer med.