Efter at have kæmpe med prævention af forskellig art gennem al mit voksne liv, er det en underlig fornemmelse at kaste det til side og være sammen med kæresten med et andet mål end blot nydelsen.

Nydelsen er stadig mit fokus, mens at det er. Men bagefter kan tankerne godt begynde at vandre. Ikke kun hos mig – kæresten min er lige så slem, om ikke værre.

Vi havde nærmest kun kysset en enkelt gang, før han begyndte at tale i sætninger der startede med “tænk nu hvis du er gravid”. I starten kunne jeg så berolige ham med at det var der ingen (fysiske) chancer for – idet det der skulle til – ikke var der.

Men efter en weekend hvor alle de korrekte ingredienser har været til stede samtidig, er der nu en teoretisk mulighed. Selvfølgelig er der folk der undfanger i første hug – men jeg tror nu ikke rigtig på at det vil være så nemt for mig – både hans og min alder taget i betragtning.

Men det kunne være. En ting er sikker: det bliver nogle lange 14 dage, de næste to uger der er linet op!

- kan den halsbrand nu skyldes? -ja for min søster havde jo halsbrand i 9 måneder med begge sine børn!
- hvad er det der “bider” i min venstre æggestok? – plejer det at føles sådan?
- og er det morgenkvalme jeg føler? – for det vil da godtnok være tidligt!
- hvorfor føles det sådan over lænden? – hmmm… og maven er da også lidt oppustet!

Godt så! Siger jeg til mig selv. Hvis det skulle være sket, så er jeg nærmest 0 dage henne og jeg vil nok ikke kunne føle, mærke eller opleve noget. Ro på – det der skal komme vil komme.

Men derfor kan man jo godt krydse fingre. Så det gør jeg. Og jeg tror egentlig ikke at jeg er den eneste!

I starten af juni måned satte jeg endnu en profil på nettet. Belært af erfaringen prøvede jeg et andet sted.

Jeg har egentlig aldrig haft ret gode erfaringer med dating.dk – som en dating-portal. Men hvis man vil bredt ud med sit budskab – skal man brede sit budskab ud. Dating promovere sig som det største datingsite – så jeg tænkte at jeg ville starte der.

Jeg lavede en kort og kontant annonce hvor jeg søgte efter en af følgende:

(Den usandsynlige) Manden i mit liv – der i løbet af nul komma fem ville forelske sig i mig (og vice versa) lave et barn og leve lykkeligt til vores dages ende

(Den semirealistiske) En mand der havde lyst til at lave et barn i samhørighed og fællesskab. Ikke som kærester men som gode venner og ansvarsbeviste forældre.

(Hvor svært kan det være) En sæddonor – der ville stå ved sin identitet og lade sig “afsløre” når barnet blev myndig.

Lidt utroligt blev min profil meget positivt modtaget. Selvfølgelig var der en og anden idiot, der skulle fortælle mig at jeg var en hysterisk kværulant og at intet barn burde fødes på den måde – men det var nok mere vores brevveksling der udløste det – end selve profilen.

Jeg havde nogle gode kontakter og jeg havde nogen interessante kontakter – havde også et par, som endte med at køre over i et noget mere traditionelt datingspor – hvilket jeg opdagede jeg egentligt ikke rigtig var interesseret i. Ikke med dem – og ikke nu.

Jeg havde en rigtig god kandidat linet op, da han og jeg lige måtte holde en pause, da vi skulle have “overstået” nogen private gøremål.

Life is what happens while you are busy making other plans.

Sagde (vistnok) John Lennon. Og det kan man rolig sige skete her. For pludselig dukkede det hele op på min scene: Jeg er Yorinda der blev fundet af Yorik – og selvom vi har kendt hinanden i kort tid, så har vi et fælles dybfølt ønske om at få et barn sammen.

Jeg fandt Blomsten og perlen og tilsammen er de er lige så magiske som jeg altid har troet. Nu venter vi bare og ser hvad der kommer dernæst….

Man får ingen børn af at forestille sig dem, af at længtes, eller snakke om det. Så jeg tog mine ord og satte dem fri.

Jeg søgte en far. En der enten havde det samme ønske som mig, eller en der bare vil give mig den del jeg ikke selv havde .

Jeg ved godt at jeg har andre muligheder men jeg har hidtil valgt det fra, fordi en anonym far i mine øjne er sidste udvej.

Jeg mener at børn har det bedst med at kende begge sine forældre. En mulighed for at kunne spejle sig i de to mennesker, der har skabt det.

Det kommer vel af at min familie og min baggrund betyder en masse for mig. Jeg smiler når jeg kan se min mosters smil i mine søsters øjne, eller at min kusine har den samme skæve tand som mig og min onkel. Jeg har svært ved at berøve et barn den glæde. Det er svært nok at bestemme sig for at gå denne vej alene – men at gøre det helt helt alene er næsten umuligt.

For et års tid siden søgte jeg her:

MorOgFarx2.dk

På dette site kan du finde mænd og kvinder, som ikke ønsker at leve det traditionelle familie-liv, men som alligevel ønsker deres eget barn. De leder alle efter en eller flere med-forældre, som deler den samme drøm: Sammen at opfostre et barn i denne verden – et barn som kender begge sine biologiske forældre. I hvilket omfang du tager del i dette barns udvikling osv. – er noget du og dine fremtidige med-forældre selv bestemmer.

Jeg fandt ikke hvad jeg søgte – måske fordi det jeg søgte ikke fandtes der….

Midt i processen oplevede jeg, at det måske alligevel var for “bart” for mig at få et barn på den måde.

Jeg var ikke klar til at opgive drømmen om at lege far-mor-og børn. Den søde rosenrøde drøm. Et barn med buttede kinder og en mand der orker at lægge en pude bag min lænd og give mig et klap på kinden, når det hele bliver for svært.

Så det blev ikke til noget.

Da jeg fandt den næste mand. Fandt jeg meget af det jeg havde savnet hos min forrige kæreste – men heller ikke der fandt drømmmen om familien genklang. Så vores veje måtte skilles og jeg var sat tilbage til start.

En ting fik jeg dog ud af det: jeg fandt ud af at jeg (i det mindste i teorien) godt kan få børn. For som konsekvens af to parforhold der var gået fløjten på mit barneønske, blev jeg grundigt undersøgt af lægen. Jeg ville ikke sætte mig i flere situationer, uden at være sikker på at jeg rent faktisk var i stand til at undfange.

Og det er jeg! Skulle der komme en helligånd min vej forbi, så står mine æg ret og klar!

I de sidste mange år har det hele tiden været valget mellem kærligheden eller børn. Kærlighed – Børn, Børn – Kærlighed.

Jeg har haft to fantastiske kærester som gav mig så utrolig meget på hver deres måde. Men ingen af dem ville have børn. Enten fordi de bare ikke var “nået dertil” eller fordi de var usikre på om de overhovedet ville det – og jeg ikke var på et stadie i mit liv, hvor jeg kunne lade år og dage gå, mens tanken blev modnet hos dem.

Jeg kunne se på mine veninder at deres mænd var nogenlunde på samme stadie. At det der med at få børn ikke var på mændenes top-ti. Jeg kunne også se hvordan de blev mere og mere frustrerede. Men de blev sammen med manden/kæresten og de havde mere tid end mig (fordi de “kun” var i tyverne eller starten af 30′erne) og de kunne lade tiden arbejde for sig.

Mig? Jeg slap begge kærester. Eller de slap mig. Ingen af dem ønskede at stå i vejen for mit ønske og ingen af dem ville levere her og nu. De mente begge at jeg ville blive en fantastisk mor og at jeg skulle gå videre med mit ønske.

I den tid der er gået, er fem af mine veninder blevet gravide. De har fået både kærligheden og barnet.

Man siger at tålmodighed er en dyd.

Vi gik fra hinanden. Og det var sorgfuldt. At have set mit dybeste ønske i øjene for første gang og lade det være begyndelsen til enden. Selvfølgelig græd jeg også over, at det ikke længere var ham og mig og “aldrig mere”. Men det mest smertefulde var, at jeg indtil da ikke havde været klar over hvor meget jeg egentligt ønskede mig det traditionelle liv med far og mor og børn og hus i Vanløse.

Og at jeg først opdagede det, da det var for sent.

Mit forhold havde vækket alle de henslumrende følelser, alt det jeg havde gået og gemt på år efter år. Man siger at det ikke er sundt at gemme sine følelser. Det er sikkert sandt. Men det er et betydeligt nemmere liv når man ikke behøver at føle. Når man lever fra hånden til munden på følelsesiden.

Det var i pinsen. To år siden. Ungen der startede det hele blev 2 i februar. Og hun har sorte øjne der kan smelte alt og alle. Og jeg er hendes idol. Og når jeg kigger på hende og dufter hendes hår, så ved jeg at jeg ikke kunne leve uden at prøve. Prøve at se om jeg kan få sådan en størrelse for mig selv.

Og kærligheden blev i mit liv. Vi er i dag de bedste venner og jeg er sikker på at vi bliver i hinandens liv, i nutiden og fremtiden og i det bånd fra fortiden, der åbentbart stadig binder.

If you love somebody set them free … jeg tror jeg er elsket….

Jeg har været med til to fødsler. Skal jeg være helt ærlig, er en fødsel nok størst for de direkte involverede. For os andre er det mest af alt en hel masse asen og masen og rigtig megen gøren ting forkert. I guder hvor kan kvinder skrige! (og skælde ud!)

Der hvor en fødsel er helt speciel og magisk er når den er overstået. Når barnet ligger i sin mors arme og kigger på hende og forældrene for første gang. Når stilheden slår ind over rummet og kærligheden bølger omkring forældrene. Når situationen fastlåses i nuet og man er sikker på at alle følelserne opbevares for eftertiden. Dig, mig, os – vi.

Det er barnet. Det er vores. Det har vi skabt. Helt selv – med et touch af magi og tryllestøv.

Det vil jeg gerne opleve. Det savner jeg. Det ønsker jeg.

I den stund har jeg følt mig allermest tom og allermest alene – fordi det ikke var i mine kort. Og sidste gang startede det begyndelsen til enden på mit forhold.

Det startede vel med, at vi stoppede med at være kærester, da jeg endelig fik formuleret at jeg ønskede mig et barn. Næ, det startede vel egentligt med at jeg pludselig ville - eller måske med, at jeg troede at jeg kunne, efter at jeg længe havde troet at jeg ikke kunne – eller måske startede det endnu længere væk………………

Første gang jeg kan huske noget med mig og børn – var det i en ikke-børns relation. Jeg har vel været en 12-13 år måske 14 og vi drøftede fremtiden og hvad vi ville, på mit porcelænsdekorationshold i ungdomsskolen.

Jeg var skråsikker; jeg skulle aldrig have børn. Never-Ever, ikke mig. Nope.

Min lærerinde mente, at jeg nok ændrede mening, når jeg blev ældre. Men det var jeg ret sikker på, at jeg ikke gjorde.

Og det gjorde jeg egentligt ikke. Der gik mange år og jeg blev både 20 og 25 uden at den store børnlyst meldte sig.

Da jeg var i slutningen af 20′erne – begyndelsen af 30′erne fik jeg konstateret en let PCO. Det forklarede hvorfor jeg altid havde været uregelmæssig, og måske også hvorfor jeg havde været så “heldig” igennem de vilde tyvere.

Et eller andet sted var det en enorm lettelse at få PCO-etiketten hæftet på sig. Valget om jeg ville-ha-børn-ikke-vil-ha-børn-vil-vil-ikke, blev løftet af mine skuldre. Jeg skulle ikke have børn og det var (i mangel af bedre ord:) gudegivet.

Det gik så fint de næste år. Jeg læste. Jeg havde ingen faste kærester og livet gik i det høje gear. Kom ud på arbejdsmarkedet og det var fedt, at jeg ikke havde børn. Dejligt at jeg kun havde ansvar for mig selv og kunne give det en virkelig skalle.

Det næste skift kom efter at der skete fire ting i mit liv: jeg ændrede min kost, jeg tabte en del kilo, jeg kom ind i et fast forhold og mine venner og omgangskreds begyndte at få børn i stor stil.

Min kostændring og vægttab gjorde noget ved mine hormoner. Senere fandt jeg ud af, at jeg uvidende var trådt ind på de stier, der anbefales til PCO-kvinder, nemlig få kulhydrater og mange proteiner.

Men de ændrede hormoner og den dejlige kæreste og de mange babyer, der blev skudt ud omkring mig gjorde sit og jeg blev skruk.

Men kæresten ville ikke. Han ville heller ikke stå i vejen for mig. Og pludselig stod jeg der – alene – med et brændende ønske, ikke megen tid at løbe på og ingen oplagte muligheder lige for døren.

En af mine yndlingshistorier da jeg var barn var “Yorik og Yorinda”. Det er et Brødrende Grimm eventyr, men jeg havde en version, der var gendigtet af Poeten og illustreret af Bernadette. Det er en smuk historie om at finde og dernæst miste kærligheden – lede efter dem – og endelig finde den igen.

Yorik der leder efter sin kærste Yorinda, finder en blomst med en perle. Han har først drømt om den og dernæst leder han så efter den:

“Han søgte fra morgen til aften otte lange dage i træk, men forgæves. Den niende dag var han lige ved at give op, det nyttede jo ikke og måske var blomsten ikke til. Man drømte så meget vrøvl og hvorfor skulle netop denne drøm være sand? Sådan tænkte han, da pludselig morgenvidens bløde pust gennem græsset førte en svag duft med sig. Sær og sød, som han huskede den fra drømmen. Han gik efter duften og tænk – blomsten var der virkelig! Den var ikke til at tage fejl af, for midt i den lyste og glimtede en stor dugdråbe, så ren og klar som en perle. Forsigtigt plukkede han den og mærkede nu også det svage træk i sin arm.”

Yorik følger blomsten, finder Yorinda og befrier hende, sig selv og kærligheden. Og historien slutter med:

“Blomsten findes ikke i nogen botanik, men spørger man de to om navnet på den trylleblomst, der kan forvandle alt og gøre det umulige muligt, vil de nok svare, at den hedder Kærlighed:”

Jeg er på jagt efter min blomst, med perlen i midten, som kan vise mig vejen til det jeg ønsker, nemlig et barn.

Min vej er måske mere snørklet end de fleste med mit ønske, da jeg er en Yorinda der mangler sin Yorik og tiden er ved at rinde ud. Men i stedet for blot at vente og sukke og vente, har jeg taget aktion på mine ønsker og denne weblog vil jeg bruge – først i min søgen efter Perlen i Blomsten og forhåbentligt i det der kommer dernærst…