Sådan har jeg haft det de sidste 14 dage. Nu kan jeg mærke den velkendte murren i maven. Den som jeg ikke vil vedkende mig, men alligevel ikke kan ignorere. Endnu er det ikke begyndt at bløde, men jeg er sikker på at det vare er et spørgsmål om tid.

Håbfuldheden er afløst af håbløsheden. Manglede tro på at det alligevel skal blive denne gang.

Det så ellers så fint ud. 11 æg ud. 90. mio sædceller, 10 befrugtede æg. 2 op med fire fine celler og 8 i fryseren. Pænt levevis. Slappet helt af. Medicin i begge ender 3 gange om dagen for at forbedre det hele.

Det er næsten ikke til at tro på, at hvis det ikke sker nu, at det så overhoved kan ske.

Håber selvfølgelig at det bare er ligamentsmerter, men jeg tror ikke rigtig på det.

Der er 3 dage til blodprøven og det endelige svar. Tre lange dage.

Næste tjek-op var så i dag. Jeg har haft det så underligt blandet. Scanningen og blodprøven i sidste uge havde jo fortalt mig, at jeg højst sandsynlig var gravid, selvom jeg ikke helt kunne mærke det. Over weekenden følte jeg mig mere og mere gravid. Brystspændinger, træthed og øget irritation… Så jeg havde efterhånden så småt fået vendt det inden i hovedet og tænkt at den nok var hjemme og jeg bare skulle slappe af.

Så der var spil for galleriet, da den ene sygeplejeske efter den anden (nye på stedet) skulle med ind og dele fornøjelsen med kæresten og mig.

Men det så ikke godt ud.

Det så slet ikke godt ud.

Der var noget der lignede lidt æggeblære, men man kunne ikke se noget foster og der var ingen hjertelyd og begge dele burde være til stede på nuværende tidspunkt.

Sygeplejersken kaldte på backup og hr. Lægen tog over, men heller ikke han kunne finde noget derinde.

Der blev trukket blod (har ikke fået svaret) men sandsynligheden for at der er liv derinde er praktisk taget lig med nul.

Det er gået i sig selv, eller der har været tale om en graviditet udenfor livmoderen. Siger de, regner de med.

Og jeg lytter og tror på dem.

Og alt i mig skriger at de tager fejl – at jeg er gravid og kan de ikke se det. Jeg har jo ikke blødt. Mine tal var jo positive – kan de ikke forstå det?

Og nu går jeg den værste tid i møde – den hvor jeg bare skal vente på at min krop fatter det og udstøder det der måtte være. Det håb som ikke blev. Det liv der aldrig nåede at blive til noget. De knuste drømme.

Bye bye…

Var ude og blive scannet på klinikken i dag.

Blandet fornøjelse.

Der var noget (blommesækken nok) men man kunne ikke rigtig se et foster, men med en størrelse på omkring 4 mm (er 6+1 i fagsproget) er det ikke ualmindeligt at man ikke kan se noget endnu.

Sygeplejersken ville supplere med en blodprøve – dels for at sikre at jeg stadig var gravid og dels til brug for måling og til sammenligning med næste uge.

Skulle vente en time for besked.

Heldigvis var den positiv – så ifølge mit blod er jeg stadig gravid. Tallene var åbenbart høje. Jeg forstod ikke halvdelen af hvad hun sagde, altså udover “den er positiv“. Noget med at tallene var for høje til at hun kunne måle dem og ville fortynde det 5 gange… ja,ja – bare jeg er gravid, så betyder det andet mindre!

Den tid der går godt, kommer ikke skidt igen… næste hurdle bliver mandag om en uge, hvor tal og scanning fra i dag skal sammenlignes.

Det man vel normalt ønsker, er at komme let til tingene, herunder vel også at have en let graviditet. I det lys burde jeg være en lykkens pamfilius, for jeg har det nemt. Ingen opkastninger, praktisk taget ingen kvalme. Ingen brystspændinger, kun ganske lidt murren i maven. Jeg er godt nok ved at få en kæmpe bums bag øret, men er ikke som sidst sprunget ud overalt i ansigtet.

Alt i alt har jeg færre gener end sidst – hvor jeg i øvrigt heller ikke var svært generet.

Og det gør mig bekymret.

Bekymret for om jeg nu også er nok gravid. Om jeg er rigtig gravid – om det her ender i et barn, eller om jeg endnu engang skal stå med et billede af tomrum på nethinden og en krop der snyder.

Det eneste tegn der som sådan er at jeg ikke har nogen appetit og forøget lugtesans. Men det kan jo skyldes så meget andet. Jeg har ikke fået vejet mig her på det sidste, men jeg har en oplevelse af at jeg har tabt mig og i dag spurgte en af mine samarbejdspartnere om jeg ikke gik og tabte mig – så der er nok noget om snakken.

Der er lang tid til den 17. hvor der er aftalt scanning, så jeg ringede til klinikken for at høre om jeg, på baggrund af min sidste graviditet der endte i en missed abortion, kunne få en eller anden be- eller afkræftelse på mine bange anelser.

Der er ikke så meget at gøre lige nu. Måske kan man tage to blodprøver og se om tallene på graviditetshormonerne vokser, alternativet var at jeg kom til en scanning en uge før den der var sat tid af til og på baggrund af den, kunne vi se om ægsækken var vokset i den mellemliggende uge.

Så det er dealen nu. 1. scanning på mandag og endnu en den 17.

Jeg krydser fingre og håber på at jeg er en af de kvinder der får en let graviditet og som ekstra bonus ender med at blive slank (og selvfølgelig også yngre) af hele projektet. En slags tre-i-en graviditet med levende lækker unge i enden.

Tog endnu en graviditetstest i morges. Jeg har så få fysiske symptomer, at jeg på et eller andet plan havde behov for at få bekræftet, at jeg er gravid – og at testresultatet denne gang ville komme med større hurtighed og mere intensitet end de tidligere.

Det gjorde det.

Stregen kom med det samme og den var tydeligere end tidligere.

Kort tid derefter så kom der så et andet tegn.

Graviditetsgalskaben.

Sidste gang jeg var gravid havde jeg et forfærdeligt humør, en lille uges tid op til jeg blev testet. Jeg var rasende og gal over alt og alle. Det gik temmelig meget ud over min kæreste, der ind i mellem uforvaret kunne træde ind i på min raseriscene og dermed blive verbalt overfaldet.

… og det ser ud til at jeg har fået noget af det samme igen.

I hvert fald fik han lige et par verbale flade inden jeg selvretfærdig sked ud af døren, med højt løftet hoved, i morges. Men så havde han altså også begået den brøde, at han tre gange i træk havde spurgt om hvor bilnøglerne var – og jeg havde svaret….

Så jeg skal måske tage det helt roligt over, at jeg hverken kaster op eller brystspændinger endnu – jeg er nok, når alt kommer til alt, sådan gravid for alvor.

Graviditet og december kan vise sig at være en rimelige belastende kombination. Jeg har altid været mere følsom end hvad jeg ønsker at give udtryk for og julefilm har altid været en af mine svagheder. Elsker at se dem, græder som et barn.

Og jeg kan nu konstatere at det her graviditetsnoget ikke er nogen fordel i den afdeling. Har nok vrælet øjnene ud tre til fire gange i løbet af aften.

Det bliver en lang måned.

Fortalte det mødrende ophav om nyheden. Glæde, men også bekymring. Om det bliver til noget og om det det bliver til også er ok… du ved alderen og sådan som det gik sidste gang…

Så da jeg ringede til hende i løbet af ugen var det første spørgsmål “er der noget galt, du er vel ikke gået gang med at bløde vel?” og da vi kom for sent til julearrangementet i dag, blev vi mødt med bekymrede blikke og spørgmålet “Det er ikke gået noget galt vel…? Da I var forsinket blev jeg helt bekymret for om du var gået i gang med at bløde”.

Jeg synes jeg aner et mønster og jeg kan se, at det bliver 8 lange måneder, når det er det der er tilgangen…

Nærmest samtidig med at den sidste test var færdig med at vise mig at jeg er gravid, dukkede de første symptomer frem. Træthed og hovedpine. Nå ja og bumserne – men dem har jeg haft næsten nonstop i hele det her graviditetsprojekt, så de er vel nærmest second to nature nu.

Heldigvis har jeg (i min korte tid) ikke følt nævneværdigt andet end normaliteten – og det er også detm der er med til at få mig til at betvivle hvor meget gravid jeg egentligt er.

Men jeg håber det bedste og at det denne gang går helt anderledes end sidst.

Og det må det, for omkring 10 mennesker krydsede fingre for mig og jeg vandt med tre lykkeben (og jeg siger ikke hvad det præcis var hvad jeg ønskede, for så går det jo ikke i opfyldelse).

Tog endnu en test i dag og resultatet var det samme. En fin streg, men stadig svag.

Denne gang sikrede jeg mig at stregen kom indenfor de første 3 minutter, da min søgen om emnet på nettet, havde vist mig at der er en risiko for en falsk positiv test, hvis man aflæser resultatet efter 10 minutter.

Men den er god nok. Lige nu og her er jeg gravid.

Gravid.

Jeg smager stadig på ordet og betydningen. Forbløffes over at det er sket. Håber og frygter.

Denne gang vil vi forsøge at begrænse hvor mange vi involverer her i starten. Problemet er bare at lidt for mange allerede ved at vi er i behandling, så der kommer sikkert mange det vil spørge til det – og spørgsmålet er så om jeg alligevel kan holde på hemmeligheden.

Men jeg ved jo – fra egen erfaring – at det at man er gravid ikke er ensbetydende med at der kommer et barn ud i den anden ende.

Alligevel kan jeg ikke nære mig og tjekker da forskellige “mavesteder” ud på nettet og har også beregnet mig frem til terminen. Det er den 1. august 2008. Hvis det er at det er … og jeg går lidt over tid, kan jeg risikere at få en baby med en magisk fødselsdag: 08.08.08.

Jeg er 4+2 efter hvad de kloge siger – og lige nu holder jeg mig til de kloge.

Så testede jeg fredag morgen og testen var negativ. Da jeg om natten havde følt menstruationslignende smerter var jeg ret sikker på at det kun var et spørgsmål om tid før jeg igen fik åbnet op for det blodrøde springvand.

Men der skete ikke noget.

Og jeg kom i tanke om at det jo egentligt var om lørdagen jeg var blevet insemineret og derfor vel også først om lørdagen jeg skulle teste…?

Så igen i morges hev jeg en test frem. Gjorde de ting man skulle gøre – og lagde så ellers fra mig mens jeg smurte en mad. Da jeg kiggede på den igen var der en svag lyserød steg.

Kun ganske svag.

Kaldte på kæresten og sammen vurderede vi hvad det mon kunne betyde. Kæresten mente at det måske var testen der var forpræpareret og jeg vidste ikke mine levende råd. Jeg var jo så sikker på at jeg igen ikke var gravid – så tanken om at jeg måske alligevel er det, er helt uvirkelig.

Ringede til klinikken og fortalte at jeg ikke vidste om jeg var gravid eller ej. Der var ikke nogen slinger i valsen dér – hvis der bare er den svageste antydning af en streg, så er man gravid – og tillykke med det…

Ups!

Jeg kan slet ikke forstå det. Behandlingerne til trods, så er det nemmere at tro på at jeg ikke er gravid, end at det endelig er lykkedes. Så jeg ville ikke bestille tid til en scanning endnu, for jeg har behov for at vente og tage endnu en test, før jeg føler mig helt sikker på resultatet.

Men glad lige nu og her er jeg da.

Meget.