Så kom den endelige afslutning, her til morges. Det endegyldige bevis på at jeg ikke er gravid. Menstruationen.

2½ år med tanker og beslutsomhed om at få et barn beskrevet her på bloggen. Og ingen happy ending.
Ikke på den historie.

Det er også 2½ år hvor jeg er vokset som menneske, blevet rundet i mine ønsker (og ikke mindst i min fysiske form). Har mødt manden i mit liv og fundet kærligheden med ham. Har fået mit arbejdsliv på plads og er på vej mod nye mål. De sidste ting her ikke fyldt her – men ude i virkeligheden.

I den virkelighed som ikke har delt de tanker jeg har haft omkring min ufrivillige barnløshed og projektet omkring det.

Supplerende verdener.

Men mine tanker herinde vil nok stoppe nu. Der er ikke rigtig så meget mere at fortælle. Jeg har accepteret min skæbne – eller rettere, jeg har accepteret at jeg må acceptere at det her er min skæbne, omend at jeg ikke er enig i valget og til enhver tid gerne ville have lov til at vælge om.

Men det kan jeg ikke og jeg vil ikke bruge mit liv på “hvad nu hvis’er” og “mit liv ville være bedre” – jeg ved at jeg kommer til at få et godt liv, selvom jeg ikke bliver beriget med et barn.

Og nu vil jeg gå ud og leve det liv.

Det var så det…

Op, åh så tidligt, blod ud, blod analyseret og kort før klokken 13 kom så den triste besked. At testen var negativ. At jeg ikke var gravid. Jeg kunne høre det på hendes stemme, allerede inden hun havde sagt hvad hun skulle have sagt.

Min kæreste og jeg havde aften forinden ransaget os, selv og hinanden om hvordan vi havde det med os selv og projektet, hvis testen var negativ.

Når man kigger forbi den umiddelbare tristhed (og der skal helst ikke dvæles for meget ved tanken om ubegrænset kærlighed og meningen med livet), så er vi lige her og nu ret fattede omkring det.

Vi ved at vi vil hinanden selvom vi åbenbart ikke kan lave børn sammen (og hvilken bitter ironi, når jeg tænker på min første graviditet)

Vi ved at vi sagtens kan få et godt liv – og et betydeligt nemmere liv – uden børn. Der er så meget andet vi vil, som er meget nemmere når man ikke deler tilværelse med et barn.

Vi har heldigvis et stort netværk af folk uden børn, så vi er ikke “the odd one” i vores sociale liv.

Men samtidig har jeg en dejlig nevø og niece, som jeg kan “låne” i de situationer hvor jeg gerne vil dele specielle oplevelser med mine venner med børn.

Mest af alt er vi begge to enige om og glade for at komme ud af behandler-møllen og få vores liv tilbage. Træde væk fra tilværelsen, men medicin og regelmæssighed, med liv der skal planlægges rundt om cyklus og klinikbesøg.

Men det er en gang blandede følelser – tristhed over at måtte erkende at vi ikke skal være forældre, med lettelsen over at have truffet en beslutning om at stoppe videre behandling.

Jeg har været utålelig for mig selv og andre i de sidste to dage. Gal uden grund. Vrissen, sur og det var noget galt med hele verden.

Jeg sagde for sjov til min søster og en af mine venner, at jeg håbede det var pms – for hvis det var et tegn på at jeg var gravid, ville de blive nogle lange 9 måneder. De spurgte begge om der var chance for at jeg var gravid og jeg svarede, at muligheden var da til stede – men det var da ikke noget jeg regnede med.

Da jeg vågnede i morges føltes humøret lidt bedre. Da jeg, efter hvad jeg kunne regne mig frem til, skulle være færdig med at være pms-agtig, uden at det rigtig var kommet videre, havde jeg besluttet mig til at tage en test og det gjorde jeg så.

Jeg var nærmest kun færdig med at tisset på den, før der begyndte at vise sig en streg nr. 2.

Jeg ved ikke engang hvilke tanker der kørte gennem mit hovedet. Sidste måned hvor jeg også testede efter et par dages forsinkelser, var jeg helt vildt oppe og køre og meget skuffet da der ikke var noget resultat – og jeg havde egentligt regnet med at det ville være det samme denne gang.

Men den var god nok. Der var to streger. Så på en eller anden ufattelig måde – er jeg gået hen og er blevet gravid!

Uden brug af andet en ihærdighed og kærlighed.

Det er simpelthen så stort og ufatteligt og fantastisk.

Og jeg tør endnu ikke glæde mig – samtidig med at jeg har lyst til at råbe det fra en bjergtop.

Jeg ved ikke en pind om det at være gravid og regne uger og terminsdato og jeg skal komme efter dig. Men jeg ved at jeg tester positiv og jeg ved at jeg ikke er mere end et par uger henne. Og skulle ting gå galt og alting blive anderledes end prædiken i kirken – så ved jeg endnu en ting og det er at vi kan det der. Min kæreste og jeg kan lave børn sammen, helt naturligt og åbenbart også ret nemt, og det er under alle omstændigheder ret stort.

Efter at have kæmpe med prævention af forskellig art gennem al mit voksne liv, er det en underlig fornemmelse at kaste det til side og være sammen med kæresten med et andet mål end blot nydelsen.

Nydelsen er stadig mit fokus, mens at det er. Men bagefter kan tankerne godt begynde at vandre. Ikke kun hos mig – kæresten min er lige så slem, om ikke værre.

Vi havde nærmest kun kysset en enkelt gang, før han begyndte at tale i sætninger der startede med “tænk nu hvis du er gravid”. I starten kunne jeg så berolige ham med at det var der ingen (fysiske) chancer for – idet det der skulle til – ikke var der.

Men efter en weekend hvor alle de korrekte ingredienser har været til stede samtidig, er der nu en teoretisk mulighed. Selvfølgelig er der folk der undfanger i første hug – men jeg tror nu ikke rigtig på at det vil være så nemt for mig – både hans og min alder taget i betragtning.

Men det kunne være. En ting er sikker: det bliver nogle lange 14 dage, de næste to uger der er linet op!

- kan den halsbrand nu skyldes? -ja for min søster havde jo halsbrand i 9 måneder med begge sine børn!
- hvad er det der “bider” i min venstre æggestok? – plejer det at føles sådan?
- og er det morgenkvalme jeg føler? – for det vil da godtnok være tidligt!
- hvorfor føles det sådan over lænden? – hmmm… og maven er da også lidt oppustet!

Godt så! Siger jeg til mig selv. Hvis det skulle være sket, så er jeg nærmest 0 dage henne og jeg vil nok ikke kunne føle, mærke eller opleve noget. Ro på – det der skal komme vil komme.

Men derfor kan man jo godt krydse fingre. Så det gør jeg. Og jeg tror egentlig ikke at jeg er den eneste!

Vi snakker om det. Om hvad det betyder for os hver især. Om vi vil kunne finde ud af at være forældre. Det er så forunderligt ikke længere at være alene, at have fundet en at tale med om disse ting, en der er lige så interesseret og aktiv i “projektet”.

Og pludselig er fokus flyttet. Det handler om at skabe et barn i kærlighed, i fællesskab. Og jeg kan mærke hvor rigtig det føles og jeg glæder mig over, at jeg ikke nåede at få held med mine andre ideer. For selvom det kunne have virket og jeg er sikker på, at jeg også kunne være blevet lykkelig udfra de præmisser, så har det jo hele tiden været det her jeg ville. Det her jeg savnede og det her jeg ønskede.

Jeg lukker mine øjne og sender et lydløst ønske mod den lille sjæl, der måske allerede er ved at gøre sig klar. Hernede er vi helt klare. Men vi er også forberedt på, at det måske ikke ender i en tresomhed – og selvom vi begge mener vi har meget at tilbyde et barn, vi vil også kunne skabe en tilværelse bare for os to.

I starten af juni måned satte jeg endnu en profil på nettet. Belært af erfaringen prøvede jeg et andet sted.

Jeg har egentlig aldrig haft ret gode erfaringer med dating.dk – som en dating-portal. Men hvis man vil bredt ud med sit budskab – skal man brede sit budskab ud. Dating promovere sig som det største datingsite – så jeg tænkte at jeg ville starte der.

Jeg lavede en kort og kontant annonce hvor jeg søgte efter en af følgende:

(Den usandsynlige) Manden i mit liv – der i løbet af nul komma fem ville forelske sig i mig (og vice versa) lave et barn og leve lykkeligt til vores dages ende

(Den semirealistiske) En mand der havde lyst til at lave et barn i samhørighed og fællesskab. Ikke som kærester men som gode venner og ansvarsbeviste forældre.

(Hvor svært kan det være) En sæddonor – der ville stå ved sin identitet og lade sig “afsløre” når barnet blev myndig.

Lidt utroligt blev min profil meget positivt modtaget. Selvfølgelig var der en og anden idiot, der skulle fortælle mig at jeg var en hysterisk kværulant og at intet barn burde fødes på den måde – men det var nok mere vores brevveksling der udløste det – end selve profilen.

Jeg havde nogle gode kontakter og jeg havde nogen interessante kontakter – havde også et par, som endte med at køre over i et noget mere traditionelt datingspor – hvilket jeg opdagede jeg egentligt ikke rigtig var interesseret i. Ikke med dem – og ikke nu.

Jeg havde en rigtig god kandidat linet op, da han og jeg lige måtte holde en pause, da vi skulle have “overstået” nogen private gøremål.

Life is what happens while you are busy making other plans.

Sagde (vistnok) John Lennon. Og det kan man rolig sige skete her. For pludselig dukkede det hele op på min scene: Jeg er Yorinda der blev fundet af Yorik – og selvom vi har kendt hinanden i kort tid, så har vi et fælles dybfølt ønske om at få et barn sammen.

Jeg fandt Blomsten og perlen og tilsammen er de er lige så magiske som jeg altid har troet. Nu venter vi bare og ser hvad der kommer dernæst….

En af mine yndlingshistorier da jeg var barn var “Yorik og Yorinda”. Det er et Brødrende Grimm eventyr, men jeg havde en version, der var gendigtet af Poeten og illustreret af Bernadette. Det er en smuk historie om at finde og dernæst miste kærligheden – lede efter dem – og endelig finde den igen.

Yorik der leder efter sin kærste Yorinda, finder en blomst med en perle. Han har først drømt om den og dernæst leder han så efter den:

“Han søgte fra morgen til aften otte lange dage i træk, men forgæves. Den niende dag var han lige ved at give op, det nyttede jo ikke og måske var blomsten ikke til. Man drømte så meget vrøvl og hvorfor skulle netop denne drøm være sand? Sådan tænkte han, da pludselig morgenvidens bløde pust gennem græsset førte en svag duft med sig. Sær og sød, som han huskede den fra drømmen. Han gik efter duften og tænk – blomsten var der virkelig! Den var ikke til at tage fejl af, for midt i den lyste og glimtede en stor dugdråbe, så ren og klar som en perle. Forsigtigt plukkede han den og mærkede nu også det svage træk i sin arm.”

Yorik følger blomsten, finder Yorinda og befrier hende, sig selv og kærligheden. Og historien slutter med:

“Blomsten findes ikke i nogen botanik, men spørger man de to om navnet på den trylleblomst, der kan forvandle alt og gøre det umulige muligt, vil de nok svare, at den hedder Kærlighed:”

Jeg er på jagt efter min blomst, med perlen i midten, som kan vise mig vejen til det jeg ønsker, nemlig et barn.

Min vej er måske mere snørklet end de fleste med mit ønske, da jeg er en Yorinda der mangler sin Yorik og tiden er ved at rinde ud. Men i stedet for blot at vente og sukke og vente, har jeg taget aktion på mine ønsker og denne weblog vil jeg bruge – først i min søgen efter Perlen i Blomsten og forhåbentligt i det der kommer dernærst…