Det er som om at jeg har mit eget lille racerløb kørende. Hver morgen ringer de ind fra laboratoriet og giver mig status på ægudviklingen.

Og det ser fint ud.

Alle 8 æg er stadig med i opløbet, men der er to der har skilt sig specielt ud. De to er er blevet til morula’er, som er forstadiet til blastocyster.

Det er dem vi hepper på.

Måske er de klare i morgen, sagde laboranten.

Jeg spurgte til resten. Var lidt usikker på hvad man gjorde. Havde læst lidt på nettet og havde set at man nogle steder frøs blastocyster, men det så langt fra ud som om at det var en standard ting.

Det første svar var også at de ville blive destrueret. Men efter lidt snak frem og tilbage, kunne jeg få vristet ud af hende, at hvis de så meget flotte ud, kunne det godt være at jeg kunne få dem frosset. Men at det stadig var på forsøgsstadiet.

Underligt som mer vil have mer.

Efter sidste omgang hvor alle æggene gik til ville man tro at jeg ville være lykkelig ved tanken om at to æg udviklede sig til blastocyster, men nu hvor alle 8 stadig er i live, kunne det jo være interessant om de stadig kunne gemmes … det kunne jo være…. (så meget for at nu er det nu og nu er det slut!).

Men jeg prøver at vende hjernen. Fokusere på at det er da helt fantastisk hvis det lykkedes mig at få to blastocyster … og tænk hvis begge udviklede sig videre.

Måske fordi vi ikke ved hvad det indebærer, har vi begge to en drøm om at få tvillinger. Man har jo stadig lov til at håbe og håbe, det er det jeg bruger min tid på.

Næst efter irritationen med at deale med sin egen utålmodighed kommer det at skulle deale med andres ditto. Fordi jeg jo ikke er istand til at undgå at involvere idet mindste nogle få personer i projektet, bliver jeg allerede nu mødt med andres forventninger om at give en tilbagemelding på om jeg så er gravid eller ej.

Selvom jeg prøver at forklare at jeg praktisk taget er så lidt gravid at jeg nærmest ikke er det, hvis jeg altså er det, så forventer de alligevel at jeg kan give en tilbagemelding på om jeg så i det mindste kan mærke noget der kan få mig til tro at jeg måske er gravid.

Men de må væbne sig med den selvsamme tålmodighed som mig – først om 1 uge og 1 dag kan jeg tage testen og se om det syvende forsøg har givet det ønskede resultat.

Endnu en gang og endnu en gang symptomer.

Jeg kan godt forstå at det her med at ønske at ville bygge et barn, kan ende med at drive folk til noget nær vandvid og parhold fra hinanden.

Lige som sidst er der en god chance for at jeg er indbildsk gravid igen. Har kvalmen, har lidt murren i underlivet og har også noget nær det værste pms-agtige humør, som jeg også fik opdrevet lige før jeg kunne konstatere, at jeg var gravid sidst.

Det sidste er nærmest det værste – både for mig og for min kæreste som jeg nok ikke behandler med den kærlighed og omsorg, han jo dybest set fortjener. Men jeg håber som nævnt at det enten er tegn på at jeg er gravid (eller har pms) – for ellers er jeg bange for at jeg må gå fra ham!

Godt så!

I løbet af dagen blev det slået fast med temmelig tykke søm – jeg vil gå så langt som at kalde dem syvtommers søm – at hvad jeg end havde gået og bildt mig selv ind, så var gravid ikke en tilstand jeg var i.

Det gøres rent bord, og klar til næste gang.

Selvom jeg som sådan kun har været “igang” i ultrakort tid og chancen, min alder og naturmetoden taget i betragtning, er lille, så er det alligevel med en lille smule sorg og ked af det-hed, jeg hver måned tager afsked med drømmen om at bære kimet til et nyt liv i mig. For hver gang tror jeg jo på at det kunne jo være…

Jeg har været utålelig for mig selv og andre i de sidste to dage. Gal uden grund. Vrissen, sur og det var noget galt med hele verden.

Jeg sagde for sjov til min søster og en af mine venner, at jeg håbede det var pms – for hvis det var et tegn på at jeg var gravid, ville de blive nogle lange 9 måneder. De spurgte begge om der var chance for at jeg var gravid og jeg svarede, at muligheden var da til stede – men det var da ikke noget jeg regnede med.

Da jeg vågnede i morges føltes humøret lidt bedre. Da jeg, efter hvad jeg kunne regne mig frem til, skulle være færdig med at være pms-agtig, uden at det rigtig var kommet videre, havde jeg besluttet mig til at tage en test og det gjorde jeg så.

Jeg var nærmest kun færdig med at tisset på den, før der begyndte at vise sig en streg nr. 2.

Jeg ved ikke engang hvilke tanker der kørte gennem mit hovedet. Sidste måned hvor jeg også testede efter et par dages forsinkelser, var jeg helt vildt oppe og køre og meget skuffet da der ikke var noget resultat – og jeg havde egentligt regnet med at det ville være det samme denne gang.

Men den var god nok. Der var to streger. Så på en eller anden ufattelig måde – er jeg gået hen og er blevet gravid!

Uden brug af andet en ihærdighed og kærlighed.

Det er simpelthen så stort og ufatteligt og fantastisk.

Og jeg tør endnu ikke glæde mig – samtidig med at jeg har lyst til at råbe det fra en bjergtop.

Jeg ved ikke en pind om det at være gravid og regne uger og terminsdato og jeg skal komme efter dig. Men jeg ved at jeg tester positiv og jeg ved at jeg ikke er mere end et par uger henne. Og skulle ting gå galt og alting blive anderledes end prædiken i kirken – så ved jeg endnu en ting og det er at vi kan det der. Min kæreste og jeg kan lave børn sammen, helt naturligt og åbenbart også ret nemt, og det er under alle omstændigheder ret stort.

Vi snakker om det. Om hvad det betyder for os hver især. Om vi vil kunne finde ud af at være forældre. Det er så forunderligt ikke længere at være alene, at have fundet en at tale med om disse ting, en der er lige så interesseret og aktiv i “projektet”.

Og pludselig er fokus flyttet. Det handler om at skabe et barn i kærlighed, i fællesskab. Og jeg kan mærke hvor rigtig det føles og jeg glæder mig over, at jeg ikke nåede at få held med mine andre ideer. For selvom det kunne have virket og jeg er sikker på, at jeg også kunne være blevet lykkelig udfra de præmisser, så har det jo hele tiden været det her jeg ville. Det her jeg savnede og det her jeg ønskede.

Jeg lukker mine øjne og sender et lydløst ønske mod den lille sjæl, der måske allerede er ved at gøre sig klar. Hernede er vi helt klare. Men vi er også forberedt på, at det måske ikke ender i en tresomhed – og selvom vi begge mener vi har meget at tilbyde et barn, vi vil også kunne skabe en tilværelse bare for os to.

I starten af juni måned satte jeg endnu en profil på nettet. Belært af erfaringen prøvede jeg et andet sted.

Jeg har egentlig aldrig haft ret gode erfaringer med dating.dk – som en dating-portal. Men hvis man vil bredt ud med sit budskab – skal man brede sit budskab ud. Dating promovere sig som det største datingsite – så jeg tænkte at jeg ville starte der.

Jeg lavede en kort og kontant annonce hvor jeg søgte efter en af følgende:

(Den usandsynlige) Manden i mit liv – der i løbet af nul komma fem ville forelske sig i mig (og vice versa) lave et barn og leve lykkeligt til vores dages ende

(Den semirealistiske) En mand der havde lyst til at lave et barn i samhørighed og fællesskab. Ikke som kærester men som gode venner og ansvarsbeviste forældre.

(Hvor svært kan det være) En sæddonor – der ville stå ved sin identitet og lade sig “afsløre” når barnet blev myndig.

Lidt utroligt blev min profil meget positivt modtaget. Selvfølgelig var der en og anden idiot, der skulle fortælle mig at jeg var en hysterisk kværulant og at intet barn burde fødes på den måde – men det var nok mere vores brevveksling der udløste det – end selve profilen.

Jeg havde nogle gode kontakter og jeg havde nogen interessante kontakter – havde også et par, som endte med at køre over i et noget mere traditionelt datingspor – hvilket jeg opdagede jeg egentligt ikke rigtig var interesseret i. Ikke med dem – og ikke nu.

Jeg havde en rigtig god kandidat linet op, da han og jeg lige måtte holde en pause, da vi skulle have “overstået” nogen private gøremål.

Life is what happens while you are busy making other plans.

Sagde (vistnok) John Lennon. Og det kan man rolig sige skete her. For pludselig dukkede det hele op på min scene: Jeg er Yorinda der blev fundet af Yorik – og selvom vi har kendt hinanden i kort tid, så har vi et fælles dybfølt ønske om at få et barn sammen.

Jeg fandt Blomsten og perlen og tilsammen er de er lige så magiske som jeg altid har troet. Nu venter vi bare og ser hvad der kommer dernæst….

En af mine yndlingshistorier da jeg var barn var “Yorik og Yorinda”. Det er et Brødrende Grimm eventyr, men jeg havde en version, der var gendigtet af Poeten og illustreret af Bernadette. Det er en smuk historie om at finde og dernæst miste kærligheden – lede efter dem – og endelig finde den igen.

Yorik der leder efter sin kærste Yorinda, finder en blomst med en perle. Han har først drømt om den og dernæst leder han så efter den:

“Han søgte fra morgen til aften otte lange dage i træk, men forgæves. Den niende dag var han lige ved at give op, det nyttede jo ikke og måske var blomsten ikke til. Man drømte så meget vrøvl og hvorfor skulle netop denne drøm være sand? Sådan tænkte han, da pludselig morgenvidens bløde pust gennem græsset førte en svag duft med sig. Sær og sød, som han huskede den fra drømmen. Han gik efter duften og tænk – blomsten var der virkelig! Den var ikke til at tage fejl af, for midt i den lyste og glimtede en stor dugdråbe, så ren og klar som en perle. Forsigtigt plukkede han den og mærkede nu også det svage træk i sin arm.”

Yorik følger blomsten, finder Yorinda og befrier hende, sig selv og kærligheden. Og historien slutter med:

“Blomsten findes ikke i nogen botanik, men spørger man de to om navnet på den trylleblomst, der kan forvandle alt og gøre det umulige muligt, vil de nok svare, at den hedder Kærlighed:”

Jeg er på jagt efter min blomst, med perlen i midten, som kan vise mig vejen til det jeg ønsker, nemlig et barn.

Min vej er måske mere snørklet end de fleste med mit ønske, da jeg er en Yorinda der mangler sin Yorik og tiden er ved at rinde ud. Men i stedet for blot at vente og sukke og vente, har jeg taget aktion på mine ønsker og denne weblog vil jeg bruge – først i min søgen efter Perlen i Blomsten og forhåbentligt i det der kommer dernærst…