Det er lidt over et halvt år – 8 mdr. eller næsten en hel graviditet – siden vores sidste forsøg blev endeligt afsluttet og vi gik videre, og ud i livet for at leve det.

Og det ville jo være fint, at lade det være med det.

Og det har sådan set også været fint nok.

Det var en kæmpe lettelse at få afsluttet behandlingen. Jeg havde ingen idé om, at det havde været sådan et pres før jeg sluttede og opdagede hvilken lettelse det var, ikke længere at være i behandling.

Lige bagefter var jeg nærmest euforisk. Endelig fri til at gøre og leve som jeg ville. Og jeg gik igang med at træne og tabe mig og nærmest generobre min krop. Herligt at slippe for sprøjter og snærrende aftaler og kontrolleret sex.

Vi snakkede ikke så meget om det.

Det var dét og nu måtte vi videre.

Vi var enige om at adoption ikke var en ide. Vi er for gamle og det var også vores eget barn vi ville have – ikke bare “et barn”. Vores sport og vores katte og hele vores almindelig daglig dag tog over. Vi var åbne omkring det, at vi ikke kunne få børn, at vi havde været i behandling – men ikke specielt åbne over at det var en sorg … nok fordi vi ikke var bevist om at det var en sorg.

Eller i hvert fald, at det er en sorg for mig.

Til at starte med, har jeg et eller andet sted i min underbevisthed tænkt – “ja,ja – når vi nu stopper med at forsøge så hårdt, så ender det jo nok med at komme naturligt” og som den ene regelmæssige menstruation er kommet efter den anden, må jeg jo nok sande, at det kommer ikke til at ske. At jeg må erkende, at vi kommer ikke til at få børn.

At vi kan definere os ved det vi ikke-har.

Barnløse.

Og som forskellige af mine veninder trods odds og alder alligevel bliver gravide og får børn, kan jeg mærke, at jeg sidder med en ubearbejdet sorg – som jeg jo nok er nødt til at tage hul på.

For jeg kan se, at jeg har meget nemmere ved at relatere til de af mine veninder det går galt for (en provokeret abort pga. downs eller en spontan abort i 12 uge) end dem som det går godt for. Og her i morges gik jeg en lille smule i stykker indeni, da en veninde aflyste en aftale … hun var blevet gravid og var træt som et ondt år.

Jeg kunne næsten ikke bære det – specielt fordi hun var blevet gravid efter behandling ved det samme sted som jeg havde gået – og det var mig, der havde anbefalet at hun skiftede derover.

Hvor lille er man så?

Så kom den endelige afslutning, her til morges. Det endegyldige bevis på at jeg ikke er gravid. Menstruationen.

2½ år med tanker og beslutsomhed om at få et barn beskrevet her på bloggen. Og ingen happy ending.
Ikke på den historie.

Det er også 2½ år hvor jeg er vokset som menneske, blevet rundet i mine ønsker (og ikke mindst i min fysiske form). Har mødt manden i mit liv og fundet kærligheden med ham. Har fået mit arbejdsliv på plads og er på vej mod nye mål. De sidste ting her ikke fyldt her – men ude i virkeligheden.

I den virkelighed som ikke har delt de tanker jeg har haft omkring min ufrivillige barnløshed og projektet omkring det.

Supplerende verdener.

Men mine tanker herinde vil nok stoppe nu. Der er ikke rigtig så meget mere at fortælle. Jeg har accepteret min skæbne – eller rettere, jeg har accepteret at jeg må acceptere at det her er min skæbne, omend at jeg ikke er enig i valget og til enhver tid gerne ville have lov til at vælge om.

Men det kan jeg ikke og jeg vil ikke bruge mit liv på “hvad nu hvis’er” og “mit liv ville være bedre” – jeg ved at jeg kommer til at få et godt liv, selvom jeg ikke bliver beriget med et barn.

Og nu vil jeg gå ud og leve det liv.

Der kom ingen blødninger. Følelsen gik i sig selv. Optimismen begyndte at brede sig – vi havde gjort alting rigtigt, alt så godt ud…. I nat kom oplevelsen af en truende menstruation igen – men stadig ikke rigtig.

I badet fik jeg kvalme og tænkte alt var godt og jeg hastede afsted for at få taget den der blodprøve. Ved godt mod – tænke positivt.

Og så kom opringningen her for et minut siden og kunne fortælle mig at der ikke var nogen grund til optimisme… testen var negativ.

Igen tomhed.

Ingenting.

Og når der kommer ingenting ud af perfektionisme – er der så noget håb tilbage?

Det var ikke min dag. Tissede ellers pænt i glasset. Tre dråber i testen, fint opfanget i den lille pipette. Alt blev gjort a-ku-rart efter brugsanvisningen – og alligevel producerede jeg kun en enkelt lille streg, hvor jeg bare så gerne ville have haft to streger.

Selvom missen lagde sig og spandt på min mave og min kæreste kom med kaffe og tilbud om at putte, så er det ikke helt nok til at fjerne skuffelsen.

Øv.

Jeg havde bare sådan håbet og troet at denne her gang var gangen. Den gang hvor det skulle lykkedes og vi skulle ende med et barn.

Og ja, jeg har kun en negativ test som bevis og teoretisk kan jeg godt være gravid alligevel – men for en gangs skyld kan jeg ikke lulle mig ind i trøste tanker og graviditetsfantasier. For jeg ved jo godt at sidst jeg var gravid, var testen tydelig på det her tidspunkt.

Så strømmen der renser det hele rent kommer nok brusende om et par timer eller en dag.

Og vi starter på ny igen.

Nok for sidste gang.

Og så er lykkedes os at ramme lige ned omkring årsdagen for min sidste ikke-graviditet, jeg troede ellers at det ville betyde det modsatte. Troede at alting faldt sammen så jeg kunne tænke og føle at denne tid nu ville være ensbetydende med gode nyheder….

Godt så!

I løbet af dagen blev det slået fast med temmelig tykke søm – jeg vil gå så langt som at kalde dem syvtommers søm – at hvad jeg end havde gået og bildt mig selv ind, så var gravid ikke en tilstand jeg var i.

Det gøres rent bord, og klar til næste gang.

Selvom jeg som sådan kun har været “igang” i ultrakort tid og chancen, min alder og naturmetoden taget i betragtning, er lille, så er det alligevel med en lille smule sorg og ked af det-hed, jeg hver måned tager afsked med drømmen om at bære kimet til et nyt liv i mig. For hver gang tror jeg jo på at det kunne jo være…

På mandag vender jeg tilbage til verden – den verden der er mit arbejde. Jeg har kort og lakonisk fortalt min chef om hvad der er sket og har fået en pæn sympatisk mail tilbage. Jeg bad ham om ikke at fortælle det ud i organisationen, men at han selv måtte afgøre hvad han ville sige til mine kollegaer. Han har meddelt at han ikke har sagt noget til nogen og at det er op til mig, hvad jeg ønsker at fortælle.

Jeg har ikke noget specielt tæt forhold til mine kollegaer eller min chef for den sags skyld, så jeg har ikke lyst til at fortælle dem noget, der går så tæt på som dette – men jeg har heller ikke lyst til at lyve. Så jeg går stadig og tumler lidt med hvor meget og hvad jeg egentligt skal berette.

Jeg havde i forvejen ikke fortalt på arbejdet, at jeg var gravid. Ville vente til efter scanningen, sådan at jeg var sikker på, at der var noget at fortælle.

På en eller anden måde, vil det være for stor en blottelse at berette om det skete – og jeg er fuld klar over ironien i at jeg kan skrive om det på internettet, men ikke kan fortælle det til den håndfuld mennesker, jeg trods alt deler de fleste af mine vågne timer med.

Lige som jeg var begyndt at være kommet ovenpå og tænker “det er ok – vi skal nok komme videre” så kommer nyheden om den royale graviditet.

Jeg kan sagtens unde kronprinseparet deres graviditet, selvom jeg er republikaner om en hals, jeg har bare lige lidt svært ved at få tudet ørene fulde om den fantastiske nyhed, lige nu og igen og igen høre hvor vidunderligt det er og at hun skal føde på samme tidspunktsom min termin var sat til.

Jeg vil uden tvivl få fornøjelsen af at blive mindet om det hele, igen og igen og igen…

Jeg har grædt så meget, at mine øjne er røde helt ud på kinderne. Det var en mixet blanding af følelser.

Sorg over at have mistet, at føle sig narret af sin krop, kroppen der bare blev ved med at lege gravid, helt uden en baby at være det med, blandet med mere irationelle følelser som trætheden over at skulle fortælle det til folk og at andre skulle føle medlidenhed med os, over at vide at jeg igen var nødt til at deale med mit job, nu hvor jeg ikke længere kunne smutte på barsel – godt blandet sammen med voldsomme smerter.

Mandag morgen var vi på hospitalet. En scanning bekræftede min mistanke og slog benene væk under min kæreste, der ikke troede på at der kunne være noget galt. Men det var så galt som det næsten kunne være – idet min livmoder var ganske tom. Det vil sige, helt tom var den ikke – der var alt det der skulle være ved en graviditet – undtagen et foster.

Det var et chock. Uanset hvor mange gange vi har sagt til hinanden, os selv og andre at det kan gå galt og at hver tredje graviditet ender i en abort. Uanset at vi havde sagt at vi ville vente til efter scanningen med at planlægge og uanset alle de andre forbehold vi taget – så var vi begyndt at glæde os, vi var begyndt at planlægge efter det og vi havde følelserne blandet godt og grundigt ind i det hele og vi regnede ikke med at det ville ske for os.

Men det gjorde det. Vi endte i den uheldige 1/3.

Der blev planlagt en udskrabning til tirsdag. I løbet af mandag aften begyndte jeg dog at få smerter og da de blev værre og værre endte jeg til sidst på hospitalet, godt dopet med smertestillende og morfin. Jeg håbede at smerterne og sammentrækningerne betød at jeg selv skaffede mig af med “resterne” så jeg kunne undgå at komme i narkose den følgende dag.

Så heldig var jeg desværre ikke, men dog alligevel så heldig at jeg kom igennem hele forløbet uden de store fysiske gener.

Tirsdag eftermiddag blev jeg så sendt hjem. Tom, tømt og godt brugt.

Har taget fri resten af ugen. Fysisk har jeg det godt nok. Ingen smerter, ikke rigtig nogen blødninger mere, bare lidt træt oven på et forløb med flere dage uden søvn. Psykisk er jeg også træt. Men samtidig ved jeg at vi nok skal komme ovenpå igen. Er dog lidt træt af at høre den samme sætning igen og igen fra venner der vil os det godt og derfor gentager matraet om, “at det nok var for det bedste og at vi jo bare skal prøve igen”.

Åh ja…

Efter en nat uden søvn, en nat med to opkald til vagtlægen, uden de store gavnlige råd, med smerter i maven og sjælen og en sær uro som ikke ville ende, fik vi endelig vished.

Men det var ikke den vished vi ønskede. Det viste sig, at der hvor der skulle have været en baby, var der bare et tomrum. En missed abortion.

Ikke den store ting i det store perspektiv. Men for os var det stort.

Så vi slikker vores sår, venter på hvad fremtiden så indeholder for os og prøver at glemme alle de tanker vi alligevel nåede at tænke om os som en familie…