Og det ville jo være fint, at lade det være med det.

Og det har sådan set også været fint nok.

Det var en kæmpe lettelse at få afsluttet behandlingen. Jeg havde ingen idé om, at det havde været sådan et pres før jeg sluttede og opdagede hvilken lettelse det var, ikke længere at være i behandling.

Lige bagefter var jeg nærmest euforisk. Endelig fri til at gøre og leve som jeg ville. Og jeg gik igang med at træne og tabe mig og nærmest generobre min krop. Herligt at slippe for sprøjter og snærrende aftaler og kontrolleret sex.

Vi snakkede ikke så meget om det.

Det var dét og nu måtte vi videre.

Vi var enige om at adoption ikke var en ide. Vi er for gamle og det var også vores eget barn vi ville have – ikke bare “et barn”. Vores sport og vores katte og hele vores almindelig daglig dag tog over. Vi var åbne omkring det, at vi ikke kunne få børn, at vi havde været i behandling – men ikke specielt åbne over at det var en sorg … nok fordi vi ikke var bevist om at det var en sorg.

Eller i hvert fald, at det er en sorg for mig.

Til at starte med, har jeg et eller andet sted i min underbevisthed tænkt – “ja,ja – når vi nu stopper med at forsøge så hårdt, så ender det jo nok med at komme naturligt” og som den ene regelmæssige menstruation er kommet efter den anden, må jeg jo nok sande, at det kommer ikke til at ske. At jeg må erkende, at vi kommer ikke til at få børn.

At vi kan definere os ved det vi ikke-har.

Barnløse.

Og som forskellige af mine veninder trods odds og alder alligevel bliver gravide og får børn, kan jeg mærke, at jeg sidder med en ubearbejdet sorg – som jeg jo nok er nødt til at tage hul på.

For jeg kan se, at jeg har meget nemmere ved at relatere til de af mine veninder det går galt for (en provokeret abort pga. downs eller en spontan abort i 12 uge) end dem som det går godt for. Og her i morges gik jeg en lille smule i stykker indeni, da en veninde aflyste en aftale … hun var blevet gravid og var træt som et ondt år.

Jeg kunne næsten ikke bære det – specielt fordi hun var blevet gravid efter behandling ved det samme sted som jeg havde gået – og det var mig, der havde anbefalet at hun skiftede derover.

Hvor lille er man så?

2½ år med tanker og beslutsomhed om at få et barn beskrevet her på bloggen. Og ingen happy ending.
Ikke på den historie.

Det er også 2½ år hvor jeg er vokset som menneske, blevet rundet i mine ønsker (og ikke mindst i min fysiske form). Har mødt manden i mit liv og fundet kærligheden med ham. Har fået mit arbejdsliv på plads og er på vej mod nye mål. De sidste ting her ikke fyldt her – men ude i virkeligheden.

I den virkelighed som ikke har delt de tanker jeg har haft omkring min ufrivillige barnløshed og projektet omkring det.

Supplerende verdener.

Men mine tanker herinde vil nok stoppe nu. Der er ikke rigtig så meget mere at fortælle. Jeg har accepteret min skæbne – eller rettere, jeg har accepteret at jeg må acceptere at det her er min skæbne, omend at jeg ikke er enig i valget og til enhver tid gerne ville have lov til at vælge om.

Men det kan jeg ikke og jeg vil ikke bruge mit liv på “hvad nu hvis’er” og “mit liv ville være bedre” – jeg ved at jeg kommer til at få et godt liv, selvom jeg ikke bliver beriget med et barn.

Og nu vil jeg gå ud og leve det liv.

Det må det være, når jeg på anden dagen efter min erkendelse af, at jeg ikke kommer til at få et barn, igen kan læse om royale familieforøgelser.

Ja, ja, men så vil jeg altid kunne vide hvor gamle de børn, jeg ikke har fået, kunne have været.

Op, åh så tidligt, blod ud, blod analyseret og kort før klokken 13 kom så den triste besked. At testen var negativ. At jeg ikke var gravid. Jeg kunne høre det på hendes stemme, allerede inden hun havde sagt hvad hun skulle have sagt.

Min kæreste og jeg havde aften forinden ransaget os, selv og hinanden om hvordan vi havde det med os selv og projektet, hvis testen var negativ.

Når man kigger forbi den umiddelbare tristhed (og der skal helst ikke dvæles for meget ved tanken om ubegrænset kærlighed og meningen med livet), så er vi lige her og nu ret fattede omkring det.

Vi ved at vi vil hinanden selvom vi åbenbart ikke kan lave børn sammen (og hvilken bitter ironi, når jeg tænker på min første graviditet)

Vi ved at vi sagtens kan få et godt liv – og et betydeligt nemmere liv – uden børn. Der er så meget andet vi vil, som er meget nemmere når man ikke deler tilværelse med et barn.

Vi har heldigvis et stort netværk af folk uden børn, så vi er ikke “the odd one” i vores sociale liv.

Men samtidig har jeg en dejlig nevø og niece, som jeg kan “låne” i de situationer hvor jeg gerne vil dele specielle oplevelser med mine venner med børn.

Mest af alt er vi begge to enige om og glade for at komme ud af behandler-møllen og få vores liv tilbage. Træde væk fra tilværelsen, men medicin og regelmæssighed, med liv der skal planlægges rundt om cyklus og klinikbesøg.

Men det er en gang blandede følelser – tristhed over at måtte erkende at vi ikke skal være forældre, med lettelsen over at have truffet en beslutning om at stoppe videre behandling.

Måske som en form for beskæftigelsestilbud for mig selv, har jeg allerede linet flere projekter op, som skal sættes i søen hvis jeg ikke er gravid:

- jeg skal ordne min have og gøre den vinterklar

(hvis jeg er gravid, skal jeg se om jeg kan få nogen til at gøre det for mig, mens jeg supervisere arbejdet)

- vi skal have booket vores vinterferie – med alle de aktiviteter der kan puttes ind i den

(hvis jeg er gravid bliver ferien også booket, men så bliver det en stille og rolig solferie)

- jeg skal have søgt et nyt spændende job, jeg så i går

(måske søger jeg det under alle omstændigheder, for det er et jeg længe har ønsket mig og som er sjældent udbudt)

- jeg skal have inviteret nogle forskellige mennesker til forskellige arrangementer – måske endda en stor fest

(hvis jeg er gravid, tror jeg at jeg slapper på det område … det må komme senere… eller i mindre portioner).

Så jeg tror ikke at livet slutter, selvom i livet i mig skulle have valgt at checke ud, men jeg tror at fornøjelsen ved at gøre de her ting, måske alligevel ville være større, hvis der var liv i maven.

En lille halv time efter jeg skrev gårsdagens indlæg bølgede kvalmen ind over mig og lidt murren her og der optrådte i de nedre regioner – så nu er jeg lige vidt.

Måske er jeg gravid. Måske er jeg ikke gravid.

Men jeg må bare indse at jeg ikke kan mærke om jeg er eller ej.

Og med alle de hormoner jeg stadig tager, er det måske ikke så underligt at man ikke kan mærke hvad der ligger under alt det.

2 dage, så kan jeg blive testet.

2 laaaaaaaaaaange dage.

Jeg har lige så lidt at have det i, som alle de gange jeg har troet at jeg var gravid.

Men jeg var ikke lige så træt i går aftes som jeg havde været de andre aftener, og jeg har ikke længere en oplevelse af, at der sker noget i maven.

Åh, det er næsten ubærlig, at skulle vente endnu 4 dage før jeg får rent besked. Men jeg går ud fra at det ikke engang vil hjælpe at købe en graviditetstest. Blodprøven på klinikken er nok det mest sikre og det tidligste svar jeg kan få – og der er vel ikke andet at gøre end at bide det i sig og forsøge at tænke på noget andet (som om!) de næste par dage.

Jeg havde aldrig troet at sådanne elendigheder skulle kunne gøre mig glad. Men da jeg gik på gaden fredag morgen og pludselig følte en kvalme komme rullende, blev jeg næsten helt ør af glæde.

En uge er gået – en uge til skal der ventes.

Det bliver en lang uge og en uge hvor hvert eneste lille signal fra kroppen bliver vendt og drejet og analyseret igennem.

Åh ja, jeg kender det så godt.

“Om det så betyder at vi skal sømme dig op til væggen med benene i vejret, så gør vi det – for vi skal gøre alt hvad vi kan for at det lykkedes denne gang”

Min kæreste er normalt ikke en mand af store ord, så jeg ved at han mener det seriøst, når han siger at han vil passe på mig, så jeg får al den nødvendige ro, ikke løfter tunge ting eller risikerer toksoplasmose ved at tømme kattebakken.

Det er så bare lige det aber dabei, at han rejser og er væk fra fredag til søndag … :-)

Det er så rimelig lang tid at være sømmet op ad en væg, uden vand og drikke til mig selv og kattene og være i selskab med en overfyldt kattebakke.

Så jeg tror jeg klarer mig selv – og slapper pænt af imens.

For i de næste 14 dage er der dømt ventedage.

3 fantastisk flotte blastocyster blev lagt op i dag. Der var run på klinikken, det var som om at alle skulle have lagt æg op samtidigt – en slags international æggedag (eller happy hour på fertilitetsklinikken) – men der var tid nok til at både lægen og sygeplejersken/laboranten tog et par omgange med at fortælle mig, om hvilke flotte æg jeg havde og hvor fint og perfekt det hele var gået.

Og selvfølgelig var det dejligt at høre og jeg lappede det i mig, mens jeg kiggede på de tre fine blastocyster i petriskålen under mikroskopet. Det var et af de smukkeste syn jeg har set. Men kun lige så fantastisk som, at se den lille prik i livmoderen (en lille luftboble med de tre æg) som bagefter blev vist på den anden skærm.

Så nu ligger de der og vi venter på at de skal sætte sig fast.

Og apropos ting der er faste, så har jeg lige lagt nogle svesker i blød, for den der Progestan jeg med så liden fornøjelse benytter mig af, har en tendens til at sørge for at noget sætter sig fast, allright…

Og det ser fint ud.

Alle 8 æg er stadig med i opløbet, men der er to der har skilt sig specielt ud. De to er er blevet til morula’er, som er forstadiet til blastocyster.

Det er dem vi hepper på.

Måske er de klare i morgen, sagde laboranten.

Jeg spurgte til resten. Var lidt usikker på hvad man gjorde. Havde læst lidt på nettet og havde set at man nogle steder frøs blastocyster, men det så langt fra ud som om at det var en standard ting.

Det første svar var også at de ville blive destrueret. Men efter lidt snak frem og tilbage, kunne jeg få vristet ud af hende, at hvis de så meget flotte ud, kunne det godt være at jeg kunne få dem frosset. Men at det stadig var på forsøgsstadiet.

Underligt som mer vil have mer.

Efter sidste omgang hvor alle æggene gik til ville man tro at jeg ville være lykkelig ved tanken om at to æg udviklede sig til blastocyster, men nu hvor alle 8 stadig er i live, kunne det jo være interessant om de stadig kunne gemmes … det kunne jo være…. (så meget for at nu er det nu og nu er det slut!).

Men jeg prøver at vende hjernen. Fokusere på at det er da helt fantastisk hvis det lykkedes mig at få to blastocyster … og tænk hvis begge udviklede sig videre.

Måske fordi vi ikke ved hvad det indebærer, har vi begge to en drøm om at få tvillinger. Man har jo stadig lov til at håbe og håbe, det er det jeg bruger min tid på.