Forsigtig optimisme

Ægudtagningen gik fint. De fik 8 fine æg ud. Ingen smerter – godt med morfin. Bagefter var det noget anderledes, men jeg overlevede weekenden på sofaen og med lidt comfort food for både mave og hoved.

Alle 8 æg gik i gang med at dele sig og her i dag er de alle stadig i live og har pænt delt sig til 8 celler.

Det ser jo fint ud og jeg glæder mig mere end jeg frygter den daglige opringning fra laboratoriet.

Tænk hvis det alligevel skulle lykkedes at få flere æg frem til blastocyst-stadie, det ville jo være rigtig fint og så selvfølgelig endnu finere hvis de også overlevede oplægning og de næste 9 måneder.

Selvom der er kort tid til midten af ugen, er det som om at timerne går baglæns (og ikke bare den enkelte time vi mistede mellem lørdag og søndag).

Jeg venter og håber, tæller på fingerne og overvejer hvad og om, der er noget jeg kan gøre for at de der æg kan komme til at hænge fast og dele sig videre, hvis de altså overlever de her næste dage….

Mit sidste stik

I går satte jeg nålen i maveskindet for sidste gang. Blandede min sidste æglægningssprøjte, havde de sidste narkoman-associationer, mens jeg lavede mit fix. For uanset hvordan det her kommer til at gå, så slutter vi den videre behandling, efter denne gang.

Lidt over 1½ år har det stået på. Der er begyndt at komme en masse “gentagelsesoplevelser” ved det. Jeg husker; “nå ja, jeg gav mig selv den første æglægningssprøjte, da vi var på den her tur sidste år”, eller “ja, jeg var lige blevet insemineret da vi var til Mortens aften sidste år (og det var dengang det endte i en spontan abort mellem jul og nytår)”.

Og det er ikke altid lige sjovt at huske.

Men beslutningen er taget og jeg tror egentligt at vi begge to er lige lettet over det. Selvom det jo nok alligevel fylder mere i mit liv end i min kærestes. Men her i den sidste tid har det virkelig grebet ind i vores planer – fordi vi har valgt ikke bare har sat livet på stand-by, mens behandlingen pågår.

Så det var ikke med nogen form for sørgmodighed, at nålen røg i flæsket for sidste gang. Men jeg håber da, at det er med bedre resultat denne gang, end hvad der har været hidtil.

Min højre æggestok har været flink og har lavet omkring 7-8 æg, mens den venstre åbenbart dovner den og højst har lavet 1 eller 2. Men 7-8 æg, er jo også fint nok. De skal tages ud i morgen fredag.

Denne gang gruer jeg ikke for at få dem taget ud, men for smerten bagefter. Som jeg husker det, havde jeg det ret skidt bagefter. Men heldigvis har jeg alligevel fri fredag og så har jeg weekenden til at komme mig i.

Denne gang dyrkes de alle til blastocyster og så kommer det store spørgsmål om hvor mange der kommer til at overleve denne gang.

Og skulle det mest uheldige ske, så vil det da være med et stik i hjertet at vi dropper det hele og går videre med vores liv.

Intet nyt er…

..intet nyt.

Vi er i gang med 2. forsøg. Det som også kommer til at blive sidste forsøg. Vi besluttede i samråd med lægerne at der kunne være fornuft i at forsøge endnu engang. Lige som sidst med p-piller, nedtrapning og så hormoner. Alle de æg der måtte komme (hvis det går lige så godt som sidst!) bliver dernæst dyrket til blastocyster.

Selvom jeg selvfølgelig er spændt på at se hvordan det kommer til at gå, så er jeg lige nu bare træt af det hele og synes ikke at jeg kommer nogen vegne. Det tager så lang tid. Jeg startede processen i starten af september og vi er nu midt i oktober og jeg er kun en lille uge inde i hormonerne. Jeg er træt af alarmen på min mobil, der bimler 3 gange om dagen. 2 gange for næsespray og en for hormoner. Træt af stoppet næse pga. sprayen og træt af lugten af hormonerne (hvor er det lige lugtepræparatet der virker på mig?).

Rimelig træt af det hele. Måske fordi jeg frygter at det er lige så frugtesløs som alle de andre gange.

15% siger de. 15% chance for et succesfuldt resultat. “15% og så skal der også en god portion held oveni”.

Og jeg kigger omkring mig, på alle dem der har fået børn. Kvinder der er totalt overvægtige, magre kvinder, unge, gamle, smukke, grimme. Alle de andre som det er ud til at have lykkedes for.

Og jeg spøger mig selv om hvorfor det ikke kan lykkedes for os. At det skal lykkes for os. Vi har så meget at give, så meget overskud, på alle mulige måder.

Et barn ville få det godt hos os. Vi ville få det godt med et barn.

Og så krydser jeg fingre lidt igen. Håber lidt igen. Tager min medicin og holder det hele ud.

Lidt endnu.

At gå til og starte forfra

Der var 11, der var 10, der var 8 og lige pludselig var der bare sølle tre. Mine æg. 11 taget ud, 10 befrugtet, 2 lagt op (til ingenting), 8 i fryseren og 3 der overlevede det og blev dyrket til blastocyster.

Eller forsøgt dyrket.

Det endelige opkald kom her for lidt siden: “de er alle gået til“.

Det var så det. Efter en uge med ned og opturer.

Først nedturen over at der kun var tre levende ud af de otte der blev nedfrosset. Men så kom glæden over at de holdte ud. De ene dag og den næste dag med. Så stod der et af. Så endnu et og i dag så var alle døde.

Og måske er det det der hele tiden har været i vejen. At de stille og roligt dør. Stopper med at dele sig og går til. At det er det der er sket de to gange jeg er blevet gravid og at det er derfor jeg ikke er blevet gravid, alle de andre gange.

En ny samtale er bestilt og nu må vi finde ud af, om der overhovedet er grund til at forsøge en gang til, eller om det er nyttesløst at fortsætte.

Tunghed

Mit hoved er tungt og gør ondt, min mave kramper og den velkendte smerte kryber fra det underste af livmoderen op i maven. Det første er selvskabt af for meget rødvin, og det sidste skyldes de mest spildte 25.000 kr.

Men jeg er ligeglad med pengene. Vi har dem og det er det værd, for at jeg kan vide at vi har gjort alt hvad vi kan.

Vi har aftalt en samtale med klinikken i dag. Vi kan ikke komme ind til den læge vi havde den første samtale med, men jeg tog ham som jeg syntes bedst til at forklare ting. Håber de kan give mig håbet tilbage, for lige nu er det noget flosset.

Skal finde ud af om vi skal i gang med endnu en ægudtagning eller om vi går på fryseæggene i denne omgang.

Imens jeg venter kæmper jeg mod tungheden der besjæler min krop og mit hoved.

Grædekoneøjne

Jeg har tudet og snøfter stadig stille.

Det er så uretfærdigt synes jeg. Jeg skælder på min krop som ikke vil samarbejde og forstår ikke hvor det går galt.

Selvom jeg godt er klar over at der er en grund til at fertilitetsklinikkerne sælger “klippekort”, så havde jeg regnet med, at det her med at vi havde taget skridtet fra IUI til IVF ville betyde, at jeg ville blive gravid. At jeg ville blive gravid med det samme altså.

Og det var en lang og sej proces at nå hertil.

Først P-piller, så nedregulering og endelig hormonerne – 2 måneder fra første p-pille til negativ blodprøve.

Jeg ved at jeg er heldig i den forstand at jeg producerede pænt mange æg og at de praktisk taget alle blev befrugtet og delte sig pænt, men jeg vil nu alligevel hellere have et levende foster i maven end 8 æg i fryseren!

Men når jeg ikke bliver gravid med fine friske æg, 14 dages ro og hvile, sund levevis efter alle kunstens regler, hvad er så chancen for at skal blive til noget næste gang?

Jeg har en tid med en af lægerne i morgen og så må vi snakke om hvad der skal gøres og om der kan gøres mere. Om vi tar’ en tur med fryseæggene eller starter forfra en gang til….

Det modsatte er bevist

Der kom ingen blødninger. Følelsen gik i sig selv. Optimismen begyndte at brede sig – vi havde gjort alting rigtigt, alt så godt ud…. I nat kom oplevelsen af en truende menstruation igen – men stadig ikke rigtig.

I badet fik jeg kvalme og tænkte alt var godt og jeg hastede afsted for at få taget den der blodprøve. Ved godt mod – tænke positivt.

Og så kom opringningen her for et minut siden og kunne fortælle mig at der ikke var nogen grund til optimisme… testen var negativ.

Igen tomhed.

Ingenting.

Og når der kommer ingenting ud af perfektionisme – er der så noget håb tilbage?

Gravid indtil det modsatte er bevist

Sådan har jeg haft det de sidste 14 dage. Nu kan jeg mærke den velkendte murren i maven. Den som jeg ikke vil vedkende mig, men alligevel ikke kan ignorere. Endnu er det ikke begyndt at bløde, men jeg er sikker på at det vare er et spørgsmål om tid.

Håbfuldheden er afløst af håbløsheden. Manglede tro på at det alligevel skal blive denne gang.

Det så ellers så fint ud. 11 æg ud. 90. mio sædceller, 10 befrugtede æg. 2 op med fire fine celler og 8 i fryseren. Pænt levevis. Slappet helt af. Medicin i begge ender 3 gange om dagen for at forbedre det hele.

Det er næsten ikke til at tro på, at hvis det ikke sker nu, at det så overhoved kan ske.

Håber selvfølgelig at det bare er ligamentsmerter, men jeg tror ikke rigtig på det.

Der er 3 dage til blodprøven og det endelige svar. Tre lange dage.

om at omorganisere sine tropper

Vi var så sikre denne gang. Vi havde gjort alt – eller næsten alt. Sådan føltes det i hverfald. Men der var heller ingen befrugtede æg i rugekassen denne gang. Fredag formiddag kunne jeg mærke den kendte murren i underlivet – og ikke nok så mange tanker om “at man godt kan opleve menstruationslignede smerter tidligt i graviditeten” kunne afværge fornemmelsen af hvad der var på vej. Og lidt efter kom blodet.

For en sikkerheds skyld for “rigtig mange gravide kvinder bløder i starten af deres graviditet” tog jeg en graviditetstest om lørdagen.

Den var negativ.

Selvfølgelig.

For jeg var jo ikke gravid.

Og det kom bag på os. På os begge to.

Underligt nok. Det var jo ligesom 7. forsøg – så vi burde jo kende rumlen. Men denne gang var det jo anderledes – og så alligevel ikke.

Min kæreste sagde de ord jeg tænke (og døden skal jo have en årsag…). Der må jo være noget vi ikke gør godt nok, vi må kunne blive rådgivet bedre, vi må gøre noget anderledes – og den klinik vi er tilknyttet gør det ikke godt nok.

Er det klinikkens skyld?

Jeg ved det ikke (jo, jeg gør – det er jo nok ikke deres skyld). Men jeg har aldrig følt mig helt tryg derude. Min læge er positiv og optimistisk – men da jeg sagde, at jeg ikke ville i IVF behandling var det som om, at han mistede interessen og min behandling blev ligegyldig. Og så mumler han. Halvdelen af det han sagde forstod jeg ikke fordi han mumlede – også selvom man pointerede det for ham.

Men jeg har brug for modspil. Hvis det ikke kan betale sig (udover for dem) med inseminering, så skal det jo stoppe. Udfordring. Sig at det ikke kan betale sig – sig at hvis jeg skal videre skal det være med IVF. Noget er bedre end intet.

Så nu har jeg kontaktet den klinik, jeg egentligt var blevet anbefalet allerførst, men bare ikke havde fået taget kontakt til. Vi kunne først få tid i medio juni, men til gengæld har de åbent 365 dage om året, så måske kommer det ikke til at betyde så meget i den anden ende.

Virkelighed eller fantasi

Sidder og kæmper med kvalme. Underligt at føle noget så tydeligt og alligevel tvivle på om det man føler er virkeligt, eller psykosomatisk.

Har bare lidt for mange gange lidt af lidt for mange graviditetsgener – uden at være gravid, til at jeg kan tage mig selv seriøst længere.

Så glem den stoppede næse (det kan sagtens være pollen), åndedrætsbesværet (som lige så godt kan skyldes dårlig form), bumsen på næsen (kommende menstruation?), følsomme bryster (ditto) og kvalmen som lige så godt kan skyldes noget andet.

Hold kæft hvor jeg glæder mig til lørdag der er 1-2-3-4 dage til…….. pyha.